Straf sender Magnussen op som nummer seks i østrigsk sprintstart

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen viste gode takter i kvalifikationen på Red Bull Ring i Østrig.

Der var god fart i Haas-bilerne i fredagens kvalifikation i Østrig. <i>Hasan Bratic/Ritzau Scanpix</i>

Der var god fart i Haas-bilerne i fredagens kvalifikation i Østrig. Hasan Bratic/Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen starter som nummer seks i lørdagens sprintløb forud for søndagens Formel 1-grandprix i østrigske Spielberg.

På Red Bull Ring var den danske Haas-kører godt kørende fredag, og uden de store problemer kørte han sig videre til Q3. Her fik han selskab af sin teamkammerat, tyske Mick Schumacher. Tyskeren starter som nummer syv.

Begge Haas-kørere profiterede fredag aften af en straf til Red Bulls Sergio Perez, der ellers satte fjerdebedste tid i Q3.

Men alle mexicanerens Q3-tider blev fredag aften slettet, da det viste sig, at han i Q2 havde kørt uden for banen, da han kørte sig videre til Q3 i sidste forsøg.

Perez starter derfor som nummer 13, og Magnussen starter som nummer seks i stedet for syv, som det i første omgang så ud til.

Bedst i kvalifikationen var den regerende verdensmester, Red Bulls Max Verstappen, som dermed sikrede stor glæde på sin arbejdsgivers hjemmebane.

De to Ferrari-kørere, Charles Leclerc og Carlos Sainz, starter sprintløbet som henholdsvis nummer to og tre.

Q3 blev noget værre rod for Mercedes. Først kørte den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) galt og smadrede fronten af sin bil.

Briten var uskadt, og det samme kan siges om George Russell, som kort tid efter ligeledes kørte galt og beskadigede sin racer. Her tog bagenden mest skade.

Hamilton må derfor nøjes med en startplads som nummer ni i sprintløbet. Russell starter som nummer fire. Også Mercedes-duoen profiterede af straffen til Perez.

Grandprixet i Østrig er det andet af tre i denne sæson, hvor der er et sprintløb lørdag. Sprintløbet skal afgøre startplaceringerne til selve hovedløbet søndag.

Konceptet blev indført i 2021, men er blevet ændret en smule til den denne sæson.

Således får de otte bedste kørere i sprintløbet point til VM-stillingen mod kun top-tre i sidste sæson.

Derudover bliver vinderen af fredagens kvalifikation nu også noteret for selve polepositionen i historiebøgerne. Reelt er det dog lørdagens sprintløb, der afgør startpositionerne.

Kevin Magnussen har i det hele taget gjort det godt i formatet hidtil i sæsonen. Tidligere på sæsonen blev Magnussen på en regnvåd bane nummer fire i kvalifikationen på Imola-banen i Italien.

Efterfølgende blev han nummer otte i sprintløbet og nummer ni i grandprixet, og han hentede derfor sammenlagt tre VM-point fra weekenden i Italien.

Tidligere fredag viste Frederik Vesti også gode takter på Red Bull Ring i Formel 2, en rugekasse til Formel 1. Danskeren satte bedste tid i kvalifikationen.

Det betyder, at Vesti starter lørdagens sprintløb som nummer ti, mens han starter selve hovedløbet søndag som nummer et.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.