Magnussens kvaler fortsætter med sløj kvalifikation

Kevin Magnussen sluttede næstsidst i Q1 på Monza, men rykker et par pladser frem grundet straffe til rivaler.

Kevin Magnussen har svært ved at finde farten i sin Haas-racer, selv om han havde fået skiftet flere enheder på den inden kvalifikationen på Monza. <i>Massimo Pinca/Reuters</i>

Kevin Magnussen har svært ved at finde farten i sin Haas-racer, selv om han havde fået skiftet flere enheder på den inden kvalifikationen på Monza. Massimo Pinca/Reuters

Haas' Formel 1-hold har det svært for tiden. Det blev understreget i kvalifikationen til søndagens grandprix på Monza, hvor Kevin Magnussen og Mick Schumacher sluttede sidst.

Danskeren havde fået en straf på 15 pladser på start-gridden på forhånd, men da tre andre kørere havde fået straffe, så de skal starte bagest, rykker Magnussen et par pladser frem.

Ni kørere i alt havde en straf på forhånd, men duellen om pole position kom ikke til at blive afgjort af straffe. Charles Leclerc var hurtigst og kørte sin Ferrari til forreste startposition.

Verdensmester og aktuel etter i VM-stillingen, Max Verstappen, sluttede toer, men han bliver rykket fem startplaceringer tilbage som syver, da han var blandt de ni forhåndsstraffede kørere.

De tre næste kørere havde også afventede straffe, og derfor bliver det George Russell i Mercedes, der trods en sjetteplads i kvalifikationen kommer til at starte som nummer to.

Anden startrække, nummer tre og fire, bliver McLaren-kørerne Lando Norris og Daniel Ricciardo. Pierre Gasly og Fernando Alonso starter lige foran Verstappen som nummer fem og seks.

Kun Mick Schumacher var som bekendt dårligere end Magnussen i kvalifikationen. Så hvis ellers der ikke sker yderligere med straffe inden ræset søndag, ser det ud til, at Kevin Magnussen skal starte som nummer 16.

Bag ham vil Mick Schumacher været placeret som nummer 17, da han også havde en straf på 15 pladser, mens Lewis Hamilton (Mercedes), Carlos Sainz (Ferrari) og Yuki Tsuounda (AlphaTauri) får de tre bageste pladser.

For de fleste af de straffede kørere handler det om, at de har skiftet dele på bilen, som er imod reglementet, hvorfor de får en straf på deres startplacering.

Trods den sløje kvalifikation tror Kevin Magnussen på bedring til søndagens grandprix. Det siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg tror, at vi har en hurtigere og mere konkurrencedygtig bil i løbet sammenlignet med tidtagningen, lyder det fra Magnussen, som dog erkender, at det bliver svært at hente point.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.