statsoverhoved

Manés VM-skæbne usikker: Bayern varsler flere undersøgelser

Sadio Mané kommer ikke med i lørdagens bundesligakamp mod Schalke. Skadens alvor er fortsat uklar.

En nedtrykt Sadio Mané måtte udgå allerede i første halvleg, da Bayern München tirsdag aften mødte Werder Bremen.
En nedtrykt Sadio Mané måtte udgå allerede i første halvleg, da Bayern München tirsdag aften mødte Werder Bremen. Sven Simon/Ritzau Scanpix

Det meste af den fodboldinteresserede del af Senegal har formentlig uro i maven og svedige håndflader, efter at Sadio Mané måtte udgå af Bayern Münchens bundesligakamp mod Werder Bremen med en skade tirsdag aften.

Blot halvanden uge før VM-starten kan selv mindre skader være katastrofale, og for Senegal vil det være en betragtelig mavepuster at skulle undvære landets klart største fodboldnavn i Qatar.

Men onsdagens indledende lægeundersøgelse har ikke gjort hverken Bayern, Mané eller de senegalesiske fans meget klogere.

Den sydtyske storklub konkluderer blot på sin hjemmeside, at Mané ikke kommer med i bundesligakampen mod Schalke 04 på lørdag.

- Yderligere undersøgelser følger i de kommende dage. FC Bayern er også i kontakt med lægestaben hos Senegals Fodboldforbund, lyder det.

Hvor stort et navn, angriberen er i Senegal, illustreres af, at landets præsident, Macky Sall, har ønsket ham god bedring på Twitter.

- Sadio, løvehjerte! Hele mit hjerte er med dig, skriver præsidenten.

Sadio Mané blev i oktober nummer to i kampen om den prestigefyldte Ballon d'Or. Kun Real Madrids Karim Benzema fik flere stemmer end Bayern-spilleren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden