Håndbold

Mangeårig rival kan blive Aalborg Håndbolds nye træner

Han har flere gange spændt ben for Aalborg Håndbolds titeldrømme, men nu sender tysk medie ham i armene på nordjyderne

Overtager Aalborg Håndbold endnu engang en fyret Flensburg-træner?
Overtager Aalborg Håndbold endnu engang en fyret Flensburg-træner? Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret 27. januar 2025 kl. 15:34

Aalborg Håndbold har ikke en cheftræner på kontrakt for næste sæson, men det kan meget snart ændre sig.

Den nuværende mand i spidsen for de danske mestre, Simon Dahl, har kontraktudløb til sommer. Han var oprindeligt ansat som assistenttræner, men blev i november 2024 forfremmet i kølvandet på fyringen af tyske Maik Machulla. Siden har han ført holdet til 12 sejre i 12 kampe og dermed styrket sit kandidatur.

Det anerkendte tyske medie Sport Bild mener dog at vide, at Aalborg Håndbold overvejer at satse på 38-årige Nicolej Krickau, der indtil december 2024 var træner for den tyske traditionsklub Flensburg-Handewitt.

- Han har ført intensive forhandlinger med den danske mesterklub, erfarer Sport Bild.

Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, ønsker dog hverken at af- eller bekræfte den tyske artikel.

Jan Larsen holder sine trænerkort tæt til kroppen. Arkivfoto: Henrik Bo

- Jeg har et princip om, at jeg ikke udtaler mig om rygter, lyder hans kommentar til Nordjyske.

Jan Larsen har tidligere udtalt, at han regner med at have fremtiden på cheftrænerposten på plads, inden Håndboldligaen genstarter 8. februar, og den tidsplan holder fortsat stik.

Nicolej Krickau var i seks sæsoner cheftræner hos Aalborgs evige rivaler fra GOG, og både i 2022 og 2023 var han med til at snyde nordjyderne for DM-guldet.

Succesen på Fyn gav efterfølgende cheftræneren chancen i Flensburg-Handewitt, hvor han dog kun fik halvandet år på posten, inden han led samme fyringsskæbne som sin forgænger Maik Machulla.

Nicolej Krickau er født i Horsens, men tilbragte hele sin ungdomstid i Brabrand, inden han som seniorspiller skiftede til Skanderborg Håndbold, hvor han spillede frem til 2007. 

Derfter overgik han til træner hos østjyderne og arbejdede sig op fra ungdomsafdelingen til ligaholdet, som han stod i spidsen for fra 2013 til 2017. 

Herefter gik turen videre til GOG, som vandt to guldmedaljer, to sølvmedaljer og to bronzemedaljer under hans seks-årige regeringstid - foruden tre pokaltitler.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden