Mangelfuld dopingkontrol sender norsk idræt i problemer

I Norge skal forældre ifølge loven spørges, før 15 til 18-årige testes for doping. Det har nu udløst en krise.

Antidoping Norge frygter, at Det Internationale Antidopingagentur (Wada) ved årsskiftet vil stemple Norge som et land, der ikke lever op til de internationale krav. (Arkivfoto) <i>Marc Braibant/Ritzau Scanpix</i>

Antidoping Norge frygter, at Det Internationale Antidopingagentur (Wada) ved årsskiftet vil stemple Norge som et land, der ikke lever op til de internationale krav. (Arkivfoto) Marc Braibant/Ritzau Scanpix

Manglende dopingkontrol af mindreårige risikerer at sende norsk idræt ud i alvorlige problemer.

Antidoping Norge skal ifølge norsk lovgivning spørge forældrene om lov, før de kan udføre dopingtest på atleter mellem 15 og 18 år, hvilket efterlader mulige huller i dopingkontrollen.

I værste fald kan den mangelfulde kontrol betyde, at Norge udelukkes fra internationale sportskonkurrencer.

Idrætspræsident i Norges Idrætsforbund, Berit Kjøll, fortæller, at hun personligt først blev gjort bekendt med problematikken i juni.

Tv-stationen NRK afslørede dog onsdag aften et dokument, der viste, at idrætsforbundet allerede i 2019 kendte til udfordringerne i det norske antidopingarbejde.

På et pressemøde torsdag fortæller Berit Kjøll, at der arbejdes på at finde en løsning.

- Jeg beklager, at der har taget så lang tid. Det var på agendaen for flere år siden. At det nu får dette fokus, og at der skulle gå så lang tid, før vi skal ændre nogle ting, kan man kun beklage, siger Kjøll.

Generalsekretær i Norges Idrætsforbund, Nils Einar Aas, lægger vægt på, at der fra politisk side er interesse i at få løst krisen.

- Det vigtigste er, at kulturministeren har givet udtryk for, at hun forstår, at vi må handle og gøre det nemmere. Der vil være møder og dialog i nær fremtid, siger Nils Einar Aas.

Antidoping Norge frygter, at Det Internationale Antidopingagentur (Wada) ved årsskiftet vil stemple Norge som et land, der ikke lever op til de internationale krav.

Hvis der ikke findes en løsning inden da, så risikerer Norge at blive udelukket fra internationale sportskonkurrencer og blive frataget værtskaberne for internationale idrætsarrangementer.

/ritzau/NTB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.