Mangler stadig tre profiler: Vendsyssel i ilden efter to måneder
Vendsyssel Håndbold har været hårdt ramt af corona
Opdateret kl. 23:38
HÅNDBOLD: Det er nok de færreste sportshold, der kan påstå, at de har haft et decideret fedt 2020, men især de seneste måneder har været overordentligt besværlige for Vendsyssel Håndbold.
Klubben har i det hele taget haft det svært siden oprykningen til Bambusa Kvindeligaen, hvor det indtil videre kun er blevet til et enkelt point, men så blev klubben oven i købet ramt af først den nordjyske nedlukning og dernæst to omgange med corona-smitte på holdet, så de ikke har været i ilden siden 3. november.
Men i aften er de tilbage på banen, når de tager imod Ajax i Drinx Arena.
- Vi er stadig ramt, og vi er stadig uden tre vigtige spillere. Samlet set har spillerne vel haft 6-7 træningspas de sidste to måneder, så det er ikke ligefrem ideel forberedelse og måske heller ikke helt forsvarligt. Men det skal ikke være en undskyldning for vores indsats, siger træner Thomas Kjær.
- Vi ved, at alle kampe gælder liv eller død for os i ligaen, så der må ikke være noget at sætte på vores arbejdsindsats, siger han.
Vendsyssel Håndbold har fået udsat flere kampe de seneste to måneder, og derfor kan holdet også se frem til et tæt kampprogram i det nye år.
- Vi har 15 kampe i de næste to og en halv måned, og det er vel kun Esbjerg og Odense, der også spiller europæisk, der har lige så mange kampe som os. Og deres trupper er dels bedre og væsentligt bredere end vores. Men spillemæssigt kan vi selvfølgelig håbe, at vi kommer ind i en rytme, og så er det op til mig som træner og dosere kræfterne i de kampe, hvor det ser ud til, at der ikke er så meget at komme efter.
Han kan dog glæde sig over, at holdet har hentet to nye spillere ind de seneste dage, og der er endnu en på vej.
- Vi præsenterer en ny spiller onsdag, men vi kan ikke sige hvem endnu, fordi papirerne og spillerlicens lige skal falde på plads, siger Thomas Kjær.
Klubben har allerede hentet Leonora Damaj i SønderjyskE, men det er en spiller til den lange bane, da hun er langtidsskadet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.