Maradonas gudebold er solgt for 17 millioner kroner på auktion

Bolden, som Maradona vippede i mål med hånden i VM-kvartfinalen mod England, er solgt for mindre end ventet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den fodbold, som i 1986 røg i mål efter et møde med "Guds hånd" - Diego Maradonas venstre hånd - har onsdag været under hammeren hos det London-baserede auktionshus Graham Budd Auctions.

Her er den blevet solgt for 2,4 millioner dollar - omkring 17 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er en hvid Adidas-bold, som sælges af den tunesiske fodbolddommer Ali Bin Nasser. Det var ham, der fejlagtigt lod Maradonas berømte scoring blive godkendt.

Forventningen var, at bolden ville blive solgt for 21-26 millioner kroner.

Bin Nasser havde forud for salget sagt, at han mente, det var det rette tidspunkt at dele bolden med resten af verden. Han håbede, at køberen - hvis navn ikke er offentliggjort - ville udstille den.

Målet blev scoret seks minutter inde i anden halvleg af VM-kvartfinalen mellem Argentina og England i 1986.

Bolden, hvis mønster er inspireret af aztekernes arkitektur og vægmalerier, blev brugt gennem alle kampens 90 minutter.

I kampen scorede Maradona begge argentinske mål, som siden er blevet nogle af de mest berømte scoringer i fodboldens historie.

Det første mål scorede han med hånden og sagde efterfølgende, at det var "Guds hånd", der havde sendt bolden i mål bag den engelske målmand Peter Shilton.

Kort efter gjorde han det til 2-0 efter et spektakulært sololøb fra egen banehalvdel. Scoringen er almindeligt anerkendt som et af de bedste nogensinde ved et VM.

I foråret blev Maradonas trøje fra kampen solgt for et beløb svarende til lidt over 60 millioner kroner. Det var mere end det dobbelte af, hvad auktionshuset Sothebys havde forventet.

Det gjorde trøjen til tidernes dyreste sportsobjekt.

Den rekord blev dog slået i september, da en Michael Jordan-trøje fra NBA-finaleserien i 1998 blev solgt for cirka 75 millioner kroner.

Maradonas trøje vil blive udstillet under VM i Qatar, som begynder søndag.

Diego Maradona døde i november 2020 af et hjerteanfald efter at have kæmpet med helbredsproblemer i en årrække.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.