Massiv interesse for Vendsyssel-profil: Dansk storklub fører feltet an
Han var banens bedste, da Vendsyssel FF flot fightede et point i hus mod Sønderjyske i sæsonpremieren, men måske var det en afskedskamp
Opdateret 22. juli 2023 kl. 22:20
HJØRRING: Vendsyssel FF har for ganske få dage siden solgt Wessam Abou Ali til svenske Sirius, og nu tyder meget på, at sommerens andet store salgsobjekt i den ambitiøse 1. divisionsklub også er på vej ud af døren.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er der nemlig massiv interesse for Tobias Anker, der lige nu tiltrækker sig interesse fra flere fronter. Så konkret interesse, at et salg virker til at rykke tættere på.
Blandt andet er flere norske klubber brændt lune på den bomstærke forsvarsspiller, og længst fremme i de norske sko er Vålerenga.
Der er dog en dansk klub, der lige nu ser ud til at ligge i pole position i kampen om at sikre sig Tobias Anker. Nordjyske erfarer, at AGF har været i gang med forhandlinger om forsvarsspilleren, men indtil videre har det ikke resulteret i et salg, og lige nu ligger bolden på den østjyske banehalvdel.
Tobias Anker er bekendt med interessen, men han lod sig ikke mærke af det i fredagens kamp, hvor han gik ud og leverede en sand mandfolkepræstation. Han var en klippe i en ellers til tider presset Vendsyssel-defensiv, og eventuelle scouts ville helt sikkert sætte mange plusser i bogen ud for Tobias Ankers navn.
Selv tager han det hele meget roligt.
- Det er en god test for mig. Jeg er ung, så det er lærerigt, at jeg skal holde fokus, når der sker en del rundt omkring mig. Jeg skal jo stadig ud at præstere, siger Tobias Anker.
- Det gik godt i dag. Vi fightede godt for hinanden, og vi fik et point mod et godt hold.
Den garderhøje forsvarsspiller ser det blot som en positiv og ikke på nogen måde forstyrrende ting, at flere spændende klubber med AGF i spidsen er interesseret i ham.
- For det første er jeg stolt over, at jeg er interessant for større klubber. Det er stort for mig, at klubber på den hylde finder mig interessant. Men igen er det bare med at gøre mit bedste. Det er det eneste jeg har indflydelse på. Så det gælder om at spille godt til hver træning og levere i hver kamp, siger Tobias Anker.
Det har hele tiden været planen, at Tobias Anker skulle finde en ny klub denne sommer, og det er der noget, der tyder på han nu gør.
- Jeg føler mig klar og parat til et skifte, men nu må vi se, om det kommer, siger Tobias Anker, der blev kåret som bedste Vendsyssel-spiller i fredagens 1-1-kamp mod Sønderjyske.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.