Fodbold

Matchvinder Ronaldo runder milepæl i smal United-sejr

Cristiano Ronaldo nåede op på 700 mål i klubregi, da han lavede det afgørende mål i en 2-1-sejr over Everton.

Cristiano Ronaldo har scoret 144 af sine 700 mål for klubhold som Manchester United-spiller.
Cristiano Ronaldo har scoret 144 af sine 700 mål for klubhold som Manchester United-spiller. Carl Recine/Ritzau Scanpix

Cristiano Ronaldo har lavet et hav af mål i sin karriere.

Helt præcist 700, hvis man kun tæller dem med, portugiseren har scoret i klubregi. Søndag nåede han den imponerende milepæl, da han scorede det afgørende mål i Manchester Uniteds sejr på 2-1 over Everton.

Ronaldo lynede kort før pausen, og det var altså nok til at sikre United de tre point.

144 af de 700 klubmål er blevet lavet for Manchester United. Det var dog i tiden i Real Madrid, at Ronaldo var mest aktiv. Her lavede han 450 mål i 438 kampe.

Christian Eriksen startede inde for United og fik 83 minutter på banen. Danskeren og hans holdkammerater befinder sig nu på femtepladsen i Premier League med 15 point.

Alex Iwobi sørgede for en drømmestart for Everton, da han med en perle af et langskud gjorde det til 1-0.

Casemiro havde kort forinden mistet bolden på hjemmeholdets banehalvdel, hvorefter Iwobi slog til med et drøn, som David De Gea i United-målet måtte give fortabt over for.

Manchester United fik dog hurtigt svaret igen, da Antony små ti minutter senere fik udlignet.

United var det bedste hold i første halvleg, og kort før pausen blev det så altså 2-1 med Ronaldos historiske scoring. Portugiseren fik bolden i dybden af Casemiro og sparkede den køligt ind.

Efter pausen kom Everton bedre med, og kampen var mere jævnbyrdig. Med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid virkede kampen dog til at blive afgjort.

Marcus Rashford fik prikket bolden i mål, men efter et længere VAR-tjek blev der dømt hånd på bolden fra angriberen, og så levede Evertons håb om point lidt endnu.

Det blev dog ikke til mere end håb, selv om Everton i kampens tillægstid pressede United helt i bund.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden