Matt Fitzpatrick vinder US Open og tager sin første majortitel

Det lykkedes engelske Matt Fitzpatrick at holde fast i føringen og snuppe sejren foran to amerikanere.

Matt Fitzpatrick kunne søndag løfte et majortrofæ for første gang i karrieren. <i>Jared C. Tilton/Ritzau Scanpix</i>

Matt Fitzpatrick kunne søndag løfte et majortrofæ for første gang i karrieren. Jared C. Tilton/Ritzau Scanpix

Matt Fitzpatrick fra England har vundet US Open i golf. Det er englænderens første majortitel.

Det står klart efter søndagens finalerunde på The Country Club i Brookline i delstaten Massachusetts.

Den 27-årige Fitzpatrick gik runden i 68 slag, hvilket er to slag under par. Han lavede i alt fem birdies, men også tre bogeys.

Han slutter med en samlet score på seks under par og 274 point.

Det lykkedes ham dermed at holde fast i føringen fra dagen før. Efter tredje runde lørdag indtog han således førstepladsen sammen med amerikanske Will Zalatoris.

Zalatoris gik søndagens fjerde runde i 69 slag, mens landsmanden Scottie Scheffler gik runden i 67 slag.

De to amerikanere ender på en delt andenplads. Begge i samlet fem slag under par og på 275 point.

- Nu kan jeg godt tillade mig at sige det, fordi jeg vandt, men jeg slog nogle helt utrolige slag derude. Det er det, jeg arbejder for, siger Matt Fitzpatrick ifølge nyhedsbureauet AFP.

Med udholdenhed lykkes det altså den 27-årige englænder at sikre sig sin første majortitel.

- Det er det, du vokser op med at drømme om.

- Det er noget, jeg har arbejdet så hårdt for i så lang tid, siger han ifølge AFP.

Matt Fitzpatrick, der er nummer 18 i verden, vandt i 2013 US Amateur. Hans hidtil største præstation var, da han vandt British Masters i 2015.

Hideki Matsuyama fra Japan ender efter søndagens finalerunde på fjerdepladsen i samlet tre slag under par.

Den forsvarende US Open-mester og verdens nummer to, Jon Rahm fra Spanien, må nøjes med en skuffende delt 12.-plads. Han lavede hele fem bogeys og kun en enkelt birdie søndag.

Den firedobbelte majorvinder Rory McIlroy fra Nordirland gik søndagens runde i 69 slag og ender på en delt femteplads sammen med Collin Morikawa fra USA.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.