Sport

Maveproblemer holder Carapaz ude af årets Vuelta

Richard Carapaz havde håbet på at blive klar til Vueltaen, men det bliver den stærke klatrer ikke.

Richard Carapaz stiller ikke til start i årets Vuelta. (Arkivfoto).
Richard Carapaz stiller ikke til start i årets Vuelta. (Arkivfoto). Jennifer Lorenzini/Reuters

Jonas Vingegaard har en rival mindre at tænke på i Vuelta a Espana.

Richard Carapaz er fortsat plaget af efterfølgerne af en maveinfektion og misser derfor årets sidste grand tour.

Det var også maveinfektionen, der holdt den 32-årige ecuadorianer ude af Tour de France tidligere på sommeren. Det skriver Carapaz' hold, EF, tirsdag på sin hjemmeside.

- Efter den sygdom, jeg havde, måtte jeg holde pause flere gange, da jeg ikke kunne træne i mere end to eller tre dage ad gangen.

- Nu er jeg i Ecuador og forsøger at komme tilbage til normal træning og fortsætte med det, vi havde planlagt. Jeg er næsten helt rask nu, siger Carapaz.

Den tidligere vinder af Giro d'Italia har i stedet fokus på VM i Rwanda og de italienske klassikere i efteråret.

- Det er et meget specielt verdensmesterskab for mig, hvor jeg har en stor mulighed, og jeg vil forberede mig på den bedst mulige måde.

- Det var derfor, jeg tog til Ecuador. For at lave noget højdetræning, genvinde motivationen og fokusere 100 procent. Visse faktorer er til vores fordel, og vi vil udnytte dem mest muligt, siger han.

Carapaz blev før Tour de France ramt af en mave-tarm-infektion under en træningslejr i sit hjemland, Ecuador.

Sidste år vandt Carapaz en etape i Touren, bjergtrøjen og blev kåret til løbets mest angrebsivrige rytter.

Tidligere i år vandt Carapaz en etape og blev samlet nummer tre i Giroen, som han i 2019 blev den samlede vinder af.

Carapaz har vundet etaper i alle tre grand tour-løb, og i 2021 vandt han linjeløbet ved OL.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden