Sport

Mayweather og Pacquiao skal endelig mødes igen i Netflix-brag

Mayweather og Pacquiao mødtes i 2015 under "århundredets boksekamp". Siden har rygterne svirret om revanche.

Amerikanske Floyd Mayweather giver amerikanske Manny Pacquiao en lige venstre under den mest indbringende boksekamp nogensinde den 2. maj 2015. (Arkivfoto).
Amerikanske Floyd Mayweather giver amerikanske Manny Pacquiao en lige venstre under den mest indbringende boksekamp nogensinde den 2. maj 2015. (Arkivfoto). Steve Marcus/Reuters

De tidligere verdensmestre Floyd Mayweather og Manny Pacquiao skal mødes til september i en længe ventet revanchekamp, der trækker tråde tilbage til den mest indbringende kamp i boksehistorien.

Det oplyser Netflix i en pressemeddelelse.

Kampen mellem to af boksehistoriens største navne vil blive sendt live den 19. september på Netflix og finder sted på spillestedet Sphere i Las Vegas.

De to mødtes sidst i 2015 under en kamp, der blev døbt som "århundredets boksekamp". Den vandt amerikanske Mayweather, der i sin storhedstid fik tilnavnet Money.

Siden har rygterne svirret om en mulig revanchekamp mellem dem, især fordi Pacquiao efterfølgende sagde, at han ville have revanche.

- Floyd (Mayweather, red.) og jeg gav verden, hvad der stadig er den største kamp i boksehistorien. Fansene har ventet længe nok - de fortjener den her revanchekamp, siger 47-årige Pacquiao i udtalelsen.

- Jeg har allerede kæmpet mod og slået Manny (Pacquiao, red.) én gang. Den her gang bliver resultatet det samme, siger 48-årige Mayweather i samme udtalelse.

Mayweather, der gik ud som sejrherre, menes at have tjent omkring 300 millioner dollar på sejren over filippineren. Kampen er den mest lukrative i historien og genererede over 600 millioner dollar i omsætning.

Annonceringen af opgøret kommer, få dage efter at 48-årige Mayweather oplyste, at han gør comeback for at møde legenden Mike Tyson, der er 59 år, i en opvisningskamp.

Mayweather trak sig fra boksning i 2017, hvor han var ubesejret i 50 kampe. Han har dog siden deltaget i opvisningskampe.

I mange år dominerede amerikaneren weltervægtsklassen, men han vandt VM-bælter i fem forskellige vægtklasser.

Pacquiao, der også er flerdobbelt verdensmester, trak sig tilbage i 2021, hvor han uden held stillede op som præsident i Filippinerne. Han gjorde comeback sidste år, hvilket også pustede til spekulationer om en revanchekamp.

Det skete under en uafgjort kamp mod Mario Barrios.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden