Medie: AaB forhandler om back med konkurrent
AaB er ifølge BT tæt på at sikre sig endnu en ny spiller i jagten på at sikre overlevelse i Superligaen, og denne gang vil man samtidig svække en konkurrent

Lyngbys Kasper Jørgensen meldes på vej til AaB ifølge BT. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AALBORG:AaB har varslet nye spillere i det igangværende transfervindue, og her har superligaklubben allerede sikret sig Rasmus Thelander og Nico Mantl, der er lejet i RB Salzburg. Nu tyder alt på, at den tredje tilføjelse er lige på trapperne.
BT skriver nemlig, at AaB er tæt på at sikre sig 23-årige Kasper Jørgensen fra Lyngby. Angiveligt for en transfersum i et leje omkring fem millioner kroner.
Kasper Jørgensen evner at spille flere positioner. Hans foretrukne position er højre back, men han kan både fungere som wingback og stopper i begge sider.
I denne sæson har Kasper Jørgensen fået lidt af et gennembrud i Superligaen med fire mål i 17 kampe. Han har fået sin fodbolduddannelse i FC Nordsjælland, inden han som førsteårssenior skiftede til Brøndby og blev såkaldt tredjeårsspiller på U19-holdet. Herfra gik turen til Lyngby. Her har han spillet siden sommeren 2019 med en afstikker til Aalesund i efteråret 2020.
En mulig kobling mellem Kasper Jørgensen og AaB kunne være AaB's nuværende analytiker Lukas Babalola, der kender Kasper Jørgensen indgående fra en fælles fortid i Lyngby.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.