Medie: Amerikanske ejere sætter Liverpool til salg

Investorer kan købe sig ind i fodboldklubben Liverpool, skriver sportsmediet The Athletic.

Mohamed Salah og holdkammeraterne kan måske få nye chefer. (Arkivfoto). <i>Kieran Cleeves/Ritzau Scanpix</i>

Mohamed Salah og holdkammeraterne kan måske få nye chefer. (Arkivfoto). Kieran Cleeves/Ritzau Scanpix

Ifølge mediet The Athletic er fodboldklubben Liverpool blevet sat til salg.

Sportsmediet skriver, at ejeren Fenway Sports Group (FSG) har sammensat en "fuld salgspræsentation" til interesserede investorer.

Amerikanerne har ejet Liverpool siden oktober 2010, hvor de købte klubben af George Gillett jr. og Tom Hicks.

Siden dengang har klubben vundet det engelske mesterskab for første gang i 30 år, ligesom det er blevet til en triumf i Champions League.

Nu kan et salg være under opsejling. FSG vil i hvert fald ikke afvise, at der kan være nye opkøbere på vej ind i klubben.

- På det seneste har der været en række udskiftninger af ejere og rygter om overtagelser i Premier League-klubber, og vi bliver jævnligt spurgt til Fenway Sports Groups ejerskab i Liverpool.

- FSG har gentagne gange oplevet interesse fra tredjeparter, som forsøger at blive aktionærer i Liverpool. FSG har før sagt, at under de rette betingelser vil vi gerne byde nye aktionærer velkommen, hvis det er i Liverpools interesse som klub, skriver ejerne i en udtalelse til The Athletic.

I maj lød det ellers ikke på bestyrelsesformand Tom Werner, som om FSG havde planer om at forlade den engelske fodboldklub.

- Vi ser det som et langsigtet projekt. Vi er sultne efter at vinde flere trofæer med klubben, sagde han i et interview med The Athletic.

I deres tid i Liverpool er klubbens stadion, Anfield, blevet renoveret for mere end halvanden milliard kroner. Desuden har Liverpool fået nyt træningsanlæg.

De amerikanske ejere fik sidste år stor kritik for deres rolle i det fejlslagne projekt Super League.

Her var Liverpool en af de seks Premier League-klubber, som var med til at stifte turneringen, der efter store protester i fodboldmiljøet og blandt politikere aldrig blev til noget.

Ud over Liverpool ejer den amerikansk baserede investorgruppe blandt andet det amerikanske baseballhold Boston Red Sox og ishockeyholdet Pittsburgh Penguins, der ligeledes er fra USA.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.