kunst, kultur, underholdning og medier

Medie: Eriksen har bestået lægetjek i Brentford

Christian Eriksen har ifølge Sky Sports klaret et lægetjek i Brentford, hvilket baner vejen for en kontrakt.

(ARKIV) Christian Eriksen
(ARKIV) Christian Eriksen Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen har klaret alle medicinske undersøgelser i Brentford, hvilket baner vejen for, at danskeren kan genoptage fodboldkarrieren i Premier League-klubben.

Det oplyser Sky Sports søndag aften.

For en uge siden annoncerede mediet The Athletic, at den 29-årige dansker var nået til enighed med danskerklubben om en aftale frem til sommer - med mulighed for forlængelse.

Brentford har Thomas Frank som cheftræner samt en hel del danskere i truppen.

Christian Eriksen fik for nylig ophævet sin kontrakt i Inter, da det ikke er tilladt at spille med en hjertestarter i italiensk fodbold.

Midtbanespilleren fik indopereret en hjertestarter, efter at han faldt om med hjertestop, da det danske landshold mødte Finland ved EM i sommer.

I begyndelsen af året fortalte Eriksen i et interview med DR Sporten, at han agtede at vende tilbage på højeste niveau og målsætningen var at deltage i VM i Qatar senere på året.

De seneste dage har Christian Eriksen trænet med hos andetholdet i Ajax Amsterdam.

Fynboen indledte sin udlandskarriere i den hollandske klub, inden han fra 2013 til 2020 optrådte for Tottenham. Han har senest spillet for Inter, der i sidste sæson blev italiensk mester.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden