Medie: Endnu en landsholdsprofil skal spille i Nordjylland
Ifølge TV2 Sport henter Mors-Thy landsholdsprofilen Henrik Toft Hansen hjem fra franske Paris næste sommer

Henrik Toft Hansen er på vej til Mors-Thy Håndbold. Arkivfoto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix
MORS-THY:Den danske landsholdsprofil Henrik Toft Hansen vender hjem til Danmark og skifter til Mors-Thy Håndbold.
Det skriver TV2 Sport.
Fra næste sommer skifter han fra Paris Saint-Germain til Mors-Thy.
Dermed bliver stregspilleren endnu en i rækken af landsholdsprofiler, der vender hjem til den danske liga. Mikkel Hansen kommer til Aalborg denne sommer. Næste sommer vender Simon Hald, Rasmus Lauge og Niklas Landin også hjem til Danmark for at spille.
Henrik Toft Hansen er vokset op i Roslev og vil dermed vende hjem til sin hjemstavn, når han skifter til den nordvestjyske klub. I begyndelsen af sin karriere spillede han desuden for HF Mors, der er en af Mors-Thy Håndbolds moderklubber.
Den 35-årige stregspiller har flere meritter på sit CV. Han har vundet både det danske, franske og tyske mesterskab med henholdsvis AG København, Flensburg-Handewitt og Paris Saint-Germain.
Herudover har han været med til at vinde OL-guld, VM-guld og EM-guld med det danske landshold.
Hverken Mors-Thy eller Henrik Toft Hansen har ønsket at give en kommentar til mediet om skiftet, men ifølge TV2 Sports oplysninger er aftalen på plads og gælder fra sommeren 2023.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.