Medie: Nordjyde overtager kæmpejob
Erfaren frederikshavner får ifølge TV 2 Sport et af de største job i dansk håndbold
Opdateret kl. 19:31
Det bliver en nordjyde, som kommer til at stå i spidsen for de danske håndboldkvinder i de kommende år.
Underskriften er endnu ikke sat på kontrakten, men ifølge TV 2 Sport er det sikkert, at det bliver Helle Thomsen, som overtager ansvaret fra Jesper Jensen, som stopper til sommer.
Han har blot to kampe tilbage med holdet. Det er testkampe mod Tyskland senere på ugen tilbage.
Stor erfaring
54-årige Helle Thomsen er fra Frederikshavn og spillede som aktiv for blandt andre hjembyen samt Lyngså og Sindal.
Som træner har hun været vidt omkring. Ud over at være træner for landsholdene i Sverige og Holland har hun på klubplan haft trænerjob i danske FC Midtjylland, norske Molde, tyrkiske Kastamonu og franske Nantes. Hun har også været tilknyttet Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt som træner og lærer.
Helle Thomsen har i denne sæson været cheftræner i rumænske CSM Bucuresti.
Hun bliver den blot anden kvinde, som er landstræner for håndboldkvinderne. Den første var Else Birkmose fra 1963 til 1965.
Det er endnu uvist, om Helle Thomsen stopper i CSM Bucuresti, når hun bliver dansk landstræner, eller om hun skal passe klubjobbet ved siden af.
Hverken Helle Thomsen selv eller Dansk Håndbolds sportschef, Morten Henriksen, har ønsket at kommentere TV 2 Sports oplysninger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.