Sport

Medier: Patrick Dorgu er detaljer fra Manchester United

Danske Patrick Dorgu bliver formentligt første indkøb i Manchester United under Ruben Amorims ledelse.

Patrick Dorgu debuterede for landsholdet og scorede, da Danmark i efteråret slog Schweiz 2-0 i Parken. (Arkivfoto).
Patrick Dorgu debuterede for landsholdet og scorede, da Danmark i efteråret slog Schweiz 2-0 i Parken. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Manchester United bliver sandsynligvis snart en dansker rigere.

Den engelske storklub er således detaljer fra at hente den 20-årige danske landsholdsspiller Patrick Dorgu fra italienske Lecce.

Sådan lyder det fra flere medier i både Italien og England onsdag efter flere dages skriverier og spekulationer.

Ifølge italienske La Gazzetta dello Sport hoster United op med et beløb svarende til omkring 240 millioner kroner samt op til 37 millioner kroner i bonusser for handlen.

Engelske Sky Sports og transferjournalisten Fabrizio Romano melder om omkring 225 millioner kroner og 37 millioner kroner i bonusser.

Romano skriver samtidigt, at United har booket tid til et lægetjek torsdag. Ifølge Sky Sports flyver Dorgu i dag til Manchester og sætter kurs mod træningsanlægget Carrington.

Han bliver i tilfælde af et skifte til United holdkammerat med landsholdskollegerne Rasmus Højlund og Christian Eriksen.

Han bliver desuden det første indkøb under den nye manager Ruben Amorim og skal formentligt primært slås med portugisiske Diego Dalot og marokkanske Noussair Mazraoui om spilletiden som venstre wingback.

Begge har modsat Dorgu højrebenet som sit fortrukne og spiller mere naturligt i den anden side. Også Luke Shaw er en oplagt konkurrent, men den 29-årige englænder har tilbragt stort set hele sæsonen på skadeslisten.

Dorgu skiftede i sommeren 2022 til Lecce fra FC Nordsjælland, hvor han ikke nåede at få førsteholdsdebut.

I Italien imponerede den unge dansker på U20-holdet, inden han i sommeren 2023 blev forfremmet til førsteholdet og siden stort set har været fast mand.

Det er blevet til 57 kampe og fem scoringer i Lecce-trøjen.

I denne sæson har han i mange kampe været smidt frem på højre side af midtbanen.

Præstationerne i Lecce gav ham i efteråret debut for A-landsholdet, da daværende vikar Lars Knudsen efter 80 minutter smed ham i aktion fra bænken i Nations League-kampen mod Schweiz i Parken.

Kort efter nettede Dorgu til 1-0, og Danmark vandt 2-0.

Også fastansatte Brian Reimer har set Dorgus vej, og i alt er det blevet til indtil videre fire optrædener for A-landsholdet. Han har desuden spillet 15 ungdomslandskampe.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden