Medier: To konsortier dyster i slutspillet om Chelsea-køb
En tidligere Liverpool-bestyrelsesformand samt medejere af Los Angeles Lakers er forrest i kapløbet.
Der er ikke så meget at rafle om. Chelsea bliver solgt inden længe.
Men hvem skal overtage klubben efter russiske Roman Abramovich, der er blevet ramt af hårde sanktioner fra både Storbritannien og EU?
Meget tyder på, at især to investeringsgrupper har nået slutspillet i kampen om at få lov til at købe den engelske storklub for en pris, der angiveligt kan løbe op i knap 27 milliarder kroner.
Det skriver Financial Times og flere andre medier, der bryster sig af at have indsigt i sagen.
Det drejer sig om et konsortium ledet af den amerikanske forretningsmand Todd Boehly og et konsortium med den tidligere Liverpool-bestyrelsesformand Martin Broughton i spidsen.
Det er den amerikanske bank Raine Group, der håndterer salget af Chelsea. Ifølge The Times er Todd Boehly lige nu smal favorit til at blive den næste ejer af klubben, der vandt Champions League sidste år.
Todd Boehly er i forvejen medejer af flere sportshold. Det drejer sig blandt andet om baseballholdet Los Angeles Dodgers og basketballholdet Los Angeles Lakers.
Allerede i 2019 forsøgte han ifølge Wall Street Journal at få fingre i Chelsea. Dengang blev han afvist af Roman Abramovich, men nu forsøger han igen.
Denne gang har han opbakning fra den 86-årige schweiziske milliardær Hansjörg Wyss, den britiske investeringsmand Jonathan Goldstein og den britiske journalist og politiker Daniel Finkelstein.
Gruppen med Martin Broughton i spidsen har sine økonomiske muskler fra de to amerikanere Josh Harris og David Blitzer.
De er i forvejen medejere af blandt andet basketballholdet Philadelphia 76ers og Premier League-klubben Crystal Palace. Andele i Crystal Palace forventes amerikanerne at måtte frasælge, hvis de vil være ejere i Chelsea.
Martin Broughtons konsortium har desuden opbakning fra Sebastian Coe, der er kendt for sin rolle som præsident i Det Internationale Atletikforbund, World Athletics. Han er samtidig selverklæret Chelsea-fan.
Ifølge The Times er et bud fra den amerikanske Ricketts-familie, som ejer baseballklubben Chicago Cubs, også stadig med i kabalen på et ydermandat.
Et saudiarabisk bud er angiveligt blevet vejet og fundet for let. Det samme er ifølge The Athletic tilfældet for et bud fra den britisk-amerikanske duo Nick Candy and Woody Johnson.
Chelsea er sat til salg af Roman Abramovich, men russeren får ingen penge i lommen, når et salg er gennemført.
Den britiske regering har således indført strenge sanktioner mod Roman Abramovich, som ikke må omsætte penge i Storbritannien. Et salg af Chelsea skal derfor ske under opsyn af det britiske finansministerium.
Chelsea-ejeren er en af flere russiske rigmænd, der har fået deres værdier indefrosset som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Den britiske regering har angiveligt beviser for, at Roman Abramovich har tætte forbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.