Mere end to år efter slem skade: Nu lysner det endelig for Aalborg-spiller
Det er to et halvt år siden, at Andreas Holst blev ramt af en baglårsskade. Først nu begynder han igen at få en rolle på banen hos de danske mestre

Andreas Holst føler sig meget bedre tilpas og på rette vej, efter han fik en skade tilbage i 2019. Arkivfoto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen
HÅNDBOLD:Andreas Holst havde ikke mange minutter på banen for Aalborg Håndbold i forrige sæson. I dette efterår har den store bagspiller dog stille og roligt tilkæmpet sig mere spilletid og fået sat en del mål i kassen.
Det var helt tilbage i februar 2019, at den unge håndboldspiller fik overrevet flere muskler i baglåret, hvilket betød, at han var forventet helt ude i op mod et år. Forløbet trak dog i langdrag, og først her to et halvt år senere er han ved at ligne sig selv igen.
- Jeg har indtrykket af, at jeg er ved at være ovenpå, og at jeg har fået spillet mig fint tilbage igen. Jeg har haft en god og hård sommertræning, og jeg føler at det begynder at gå den rette vej, fortæller Andreas Holst.
Aalborg-spilleren har ikke gjort noget anderledes, for at nå dertil, hvor han er i dag. Dog fik han råd og hjælp med på vejen fra en velkendt mand i Aalborg.
- Jeg snakkede med Palicka (Andreas, red.) omkring min skade, da han har haft en lignende, og han fortalte mig, at den ville tage lang tid at komme over, at man ville blive utålmodig undervejs, men også, at det ville blive godt i den sidste ende.
Siden Andreas Holst kom tilbage fra sin skade, er der der sket en del udskiftninger i Aalborg Håndbolds trup, og konkurrencen er skærpet.
- Det er kun dejligt, at vi har et bredt hold, da vi skal spille rigtig mange kampe i år. Det er da helt klart en fordel med gode spillere, der er med til at gøre hinanden gode. Vi vil jo allesammen gerne sætte hinanden i nogle gode situationer og vinde alle de kampe vi kan.
- Jeg tror, det er sundt med noget konkurrence på holdet, konstaterer han.
Et af målene for Aalborg-spilleren er at udvikle sig og komme tilbage bedre end nogensinde før. Derfor er det også ligegyldigt om det hedder en Champions League-kamp eller noget helt andet.
- Jeg vil altid gerne på banen og bidrage i alle kampe, men selvfølgelig er kampen onsdag mod Vardar en sjov opgave, som vi glæder os til, fastslår Andreas Holst.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.