Sport

Mesteren slår sig fri af historisk Wimbledon-exit

Den forsvarende mester Carlos Alcaraz blev presset ud i fem sæt, men klarede sig videre til anden runde.

Carlos Alcaraz blev presset til det yderste i sin førsterundekamp ved årets Wimbledon mod veteranen Fabio Fognini.
Carlos Alcaraz blev presset til det yderste i sin førsterundekamp ved årets Wimbledon mod veteranen Fabio Fognini. Stephanie Lecocq/Reuters

Den spanske tennisstjerne Carlos Alcaraz flirtede med en kedelig plads i historiebøgerne, da han mandag var ude i en hård femsætsduel mod den italienske veteran Fabio Fognini i første runde af Wimbledon.

Efter 4 timer og 37 minutters tennis kunne han dog ånde lettet op efter en sejr på 7-5, 6-7, 7-5, 2-6 og 6-1.

22-årige Alcaraz er dobbelt forsvarende mester i den prestigefyldte grand slam-turnering og undgik den sjældne nedtur, det er at tabe i første runde som forsvarende mester.

Siden 1968, der markerer indledningen på "Open-æraen" med professionel tennis i de største turneringer, har kun én forsvarende mester i herresingle måttet lade livet i første runde ved Wimbledon.

Det var i 2003, da Lleyton Hewitt blev sendt ud af kanonserveren Ivo Karlovic.

Mandag var Alcaraz ikke langt fra at lide samme, tunge skæbne, men viste klassen til sidst.

Selv om 38-årige Fognini i dag rangerer nede som nummer 138 i verden, ved han stadig, hvordan man behandler en tennisbold.

Den tidligere top-10-spiller er på sine bedste dage fortsat et ubehageligt bekendtskab for selv de dygtigste spillere. Det fik Alcaraz tidligt at mærke.

Da spanieren udlignede til 3-3 i første sæt, havde han allerede måttet afværge fem breakbolde. Derefter fik Alcaraz bedre fat, og da han brød til 6-5, kunne han serve sættet hjem.

Ved 2-2 i andet sæt smed humørspilleren Fognini 40-0 i egen serv og blev brudt. Det begyndte for alvor at blæse i spansk retning, men den erfarne italiener kæmpede videre. Han kom tilbage ved 4-4 og tvang sættet ud i en tiebreak, som han vandt.

I tredje sæt havde begge bøvl i egen serv. Breakboldene kom i en lind strøm, og det faldt ud til spansk fordel, da Alcaraz med det tredje break vandt 7-5.

Til gengæld dominerede italieneren det meste af fjerde sæt. Alcaraz tilspillede sig ikke en eneste breakbold i sættet, som Fognini vandt 6-2 efter at have vundet de sidste fire partier på stribe.

Da det hele skulle afgøres, viste den femfoldige grand slam-vinder Alcaraz dog sit topniveau.

Han brød Fognini til 2-0, overlevede to breakbolde for at komme på 3-0, og end ikke en længere pause på grund af et uheld på tilskuerpladserne kunne slå ham ud.

Efter et kvarters pause gik han direkte ud og vendte 0-40 til endnu et break, og så var kampen afgjort. Og den historiske fiasko undgået.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden