Michelsen havde andre muligheder: Kemien er god i HamKam

Jakob Michelsen vil ikke lave revolutioner i HamKam, som er nyt hold i den bedste norske fodboldrække.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den norske fodboldklub HamKam var ikke den eneste klub, der ville have fingre i den tidligere Sønderjyske- og OB-træner Jakob Michelsen.

Det fortæller han selv tirsdag, hvor han er blevet præsenteret for den norske presse.

- Jeg har haft flere muligheder, men det projekt, som HamKam præsenterede for mig, er grunden til, at jeg sidder her nu.

- Vores værdier hænger godt sammen og de mennesker, der er i klubben, gjorde, at jeg blev tændt på det her projekt. Kemien var rigtig god, siger Jakob Michelsen ifølge norske Eurosport.

Den 41-årige træner skrev søndag under på en toårig kontrakt i HamKam. Det betyder, at han skal træne klubben i de kommende to sæsoner. I Norge følger turneringen således kalenderåret.

HamKam har hjemme i byen Hamar, som ligger i det østlige Norge - næsten stik nord for Oslo. Området er ikke ukendt for Jakob Michelsen.

Han fortæller således, at han som ung har været meget i Trysil, som ligger tæt på Hamar, og som er kendt for sit skisportsområde.

Skisport bliver der formentlig ikke meget af i Michelsens hverdag. I hvert fald får han sin sag for i sit nye job. HamKam er således oprykker til den bedste norske række, Eliteserien.

- Jeg skal ikke lave nogen stor revolution her og nu. Jeg skal holde fast i de ting, som har fungeret rigtig godt, og så skal vi roligt, men sikkert, udvikle det.

- Vi skal gøre alt for at sikre en ny sæson i Eliteserien, siger Michelsen.

Mens HamKam har ledt efter en træner, har den tidligere FC København-manager og nuværende landstræner for Norge, Ståle Solbakken, været vikarierende træner i klubben, og han roser HamKam for valget af danskeren.

- Det er en pragmatisk træner, som er en fin fyr. Han har lavet gode resultater i dansk og svensk fodbold. Jeg tror, han passer godt til HamKam.

- Han er ikke en træner, som behøver at tage det her job. Han har helt sikkert mange muligheder, siger Solbakken til HamKams hjemmeside.

Jakob Michelsens trænerkarriere tog fart, da han i 2015 overtog cheftrænerjobbet i Sønderjyske. Han førte således klubben til sølvmedaljer i Superligaen i sin første sæson.

Midtvejs i den anden sæson hos sønderjyderne rykkede han til svenske Hammarby, hvor han var i et år.

I sommeren 2018 blev han ansat som cheftræner i OB, hvor han stoppede i marts sidste år. Siden har han blandt andet været fodboldekspert hos TV2 Sport.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk