Midt i kampen stod spiller og bøvsede i en pose: Så nægtede modstander at spille

Hirtshals-baserede B75 vandt lørdag over Virum i Bordtennisligaens slutspil. Men mistanke om sygdom kan give et efterspil

Hirtshals-klubben B75 spiller til dagligt i Bordtennisligaen, der er landets bedste række. Lørdag var der så drama i slutspillet. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Hirtshals-klubben B75 spiller til dagligt i Bordtennisligaen, der er landets bedste række. Lørdag var der så drama i slutspillet. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Virum-Sorgenfri Bordtennisklub skriver på Facebook lørdag aften, at de alligevel ikke nedlægger en officiel protest

BORDTENNIS:B75 vandt lørdag 5-3 over Virum i Bordtennisligaens slutspil. Opgøret på Sjælland så dog ud til at kaste en klage til Bordtennis Danmark af sig, efter B75-spilleren Peter Svenningsen angiveligt skulle have udvist sygdomstegn under sin første singlekamp.

Det fortæller formand for Virum-Sorgenfri Bordtennisklub, Henrik Vendelbo, der faktisk selv var modstanderen i den pågældende match.

- Mellem andet og tredje sæt beder han om en pose, fordi han har det dårligt, og flere gange under kampen står han og bøvser og laver opkastlyde ned i den her pose. Jeg spørger min træner, hvad vi gør, og så bliver vi enige om at spille kampen færdig, fortæller formanden og ligaspilleren.

B75-spilleren vandt 3-2 over Henrik Vendelbo, hvorefter Virum rettede henvendelse til de gæstende nordjyder.

- Jeg sagde til deres træner, at det ikke er i orden med sygdom, og jeg henviser til de regler, der er udstedt af Bordtennis Danmark. Viser man tegn på sygdom, skal man blive hjemme. Det tolker vi også som, at man ikke kan spille en kamp med sygdomstegn, lyder det fra formanden.

Derfor valgte hjemmeholdet ikke at bringe Christian Kongsgaard i spil, da han stod til at skulle møde Peter Svenningsen.

- Christian havde ikke lyst til at spille mod Peter, men Peter ville gerne spille videre. Så det blev en walkover-sejr til Peter, og så har vi skrevet til Bordtennis Danmark for at gøre dem opmærksom på problemet. Der er ingen dommer at overlade det til, så vi afviklede alle kampe på nær den ene, som Peter skulle have spillet, siger Henrik Vendelbo.

I et skriftligt svar fortæller B75-formand Daniel Christensen, at situationen skyldes nervøsitet. Samtidigt slår klubben fast, at Peter Svenningsen er testet negativ for covid-19.

- Vi har selvfølgelig talt med både vores cheftræner samt Peter Svenningsen efter kampen, og vi er forundrede over reaktionen fra Virum. Alle førsteholdsspillerne i B75 blev testet torsdag eftermiddag, og alle fik et negativt svar på deres test.

- Peter har på intet tidspunkt vist symptomer på corona. Under første kamp følte Peter noget ubehag i maven, som ofte sker, når vores spillere er nervøse. Vi tager som klub corona meget seriøst, og havde Peter udvist de mindste symptomer på smitte, havde vi selvfølgelig trukket ham fra kampen. Vi har efter kampen fået testet Peter endnu en gang, og igen er testen negativ, skriver Daniel Christensen.

B75-formand Daniel Christensen afviser, at Peter Svenningsen havde symptomer på corona. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

B75-formand Daniel Christensen afviser, at Peter Svenningsen havde symptomer på corona. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Ifølge Henrik Vendelbo handler det ikke om de slutspilspoint, som potentielt kunne have tilfaldet sjællænderne, hvis kampen mellem Peter Svenningsen og Christian Kongsgaard kunne spilles - og faldt ud til hjemmeholdets side.

- Jeg er fuldstændig ligeglad med pointene. Vi kan blive treer eller fire i slutspillet og får dermed en semifinaleplads. Så det handler ikke om point. Det er principielt, at man ikke bør spille med sygdom i kroppen. Det er en streng ordre, som vi forholder os til. Jeg har også et ansvar over for mine spillere som formand i klubben, og jeg havde ikke tænkt mig at bede Christian om at spille, når modstanderen står med hovedet i en pose, slutter Virum-formanden.

B75 har vundet to ud af tre opgør i Bordtennisligaens slutspil.

Virum-Sorgenfri Bordtennisklub valgte dog ikke at nedlægge en officiel protest. Det kan du læse i opslaget på deres Facebook-side herunder.

Tegn på sygdom afgjorde kampen i bordtennisligaen..... Update: Da kampens resultat efter al sandsynlighed ikke har den...

Slået op af Virum-Sorgenfri Bordtennisklub iLørdag den 6. marts 2021

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.