Fodbold

Midtbanetalent holder Barcelonas sejrsstime i gang

På et mål af Pedri vandt FC Barcelona søndag 1-0 over Celta Vigo og kom op på syv ligasejre i træk.

Pedri jubler efter sin scoring søndag.
Pedri jubler efter sin scoring søndag. Joan Monfort/Ritzau Scanpix

FC Barcelona fortsatte med hiv og sving søndag sin gode stime af resultater i den hjemlige liga.

Her blev det til en 1-0-sejr over Celta Vigo hjemme på Camp Nou.

Barcelona måtte arbejde hårdt i kampens afslutning for at afholde gæsterne fra at score, men fik altså kørt de tre point i hus.

Barcelona startede sæsonen i La Liga med at spille uafgjort med Rayo Vallecona, men har nu vundet syv kampe i træk siden da.

Det bringer holdet op på 22 point, hvilket er lige så meget, som ærkerivalerne fra Real Madrid har på andenpladsen. De to tophold mødes i sæsonens første El Clasico næste søndag.

Andreas Christensen var ikke med for Barcelona mod Celta Vigo. Danskeren sad ude med den ankelskade, han pådrog sig tidligere på ugen i en Champions League-kamp mod Inter.

Fra starten af søndagens kamp virkede det blot som et spørgsmål om tid, før der stod 1-0 til Barcelona. Hjemmeholdet vadede i chancer, og efter lidt over et kvarter blev der prikket hul på bylden, da Pedri gjorde det til 1-0.

Pedri var heldig at stå det rigtige sted, da et kikset forsøg på at cleare bolden foran eget mål af en Celta Vigo-spiller endte i fødderne på Barcelona-spilleren, der nemt kunne score.

Barcelona fortsatte med at dominere, men det blev kun til en enkelt scoring før pausen.

I anden halvleg var kampbilledet et noget andet. Celta Vigo var nu noget bedre med. Faktisk var det gæsterne, der som slutfløjtet nærmede sig tog teten.

Dybt inde i overtiden fik Barcelona for alvor en forskrækkelse, da Celta Vigo sendte bolden på stolpen. Men det blev altså til tre point for hjemmeholdet, der især kan takke en velspillende Marc-André ter Stegen i målet for sejren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden