Fodbold

Midtjylland udlejer australske Mabil til tyrkisk klub

Awer Mabil har spillet i alt 146 kampe for FC Midtjylland. Han står noteret for 20 mål og 30 assister.

Awer Mabil udlejes til tyrkisk klub for resten af sæsonen. (Arkivfoto)
Awer Mabil udlejes til tyrkisk klub for resten af sæsonen. (Arkivfoto) Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland har udlejet den 26-årige australske Awer Mabil til den tyrkiske klub Kasimpasa for resten af sæsonen.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Beslutningen skyldes, at han har været et stykke fra at kunne komme på holdet i en længere periode, fortæller sportschef i klubben, Svend Graversen.

- Derfor har vi ledt efter en god løsning for Awer, og det har vi fundet nu med denne lejeaftale til Kasimpasa, lyder det.

Awer Mabil står noteret for i alt 146 kampe for midtjyderne i løbet af de sidste tre og et halvt år. I den periode er det desuden blevet til 20 mål og 30 assister.

Australieren har i indeværende sæson fået ni kampe for klubben.

– Han fortjener at spille mere, og vi har landet en aftale, som alle parter er tilfredse med. Det glæder vi os over, fordi Awer er et utroligt vellidt menneske i hele FC Midtjylland, og vi håber, at han får masser af succes i foråret, siger Svend Graversen i meddelelsen.

Awer Mabil kom allerede til klubben som 19-årig. Siden var han udlejet til blandt andre Esbjerg, inden han vendte hjem til Midtjylland igen i sommeren 2018.

Han har været med til at vinde den danske pokalturnering i 2019 samt det danske mesterskab i 2020.

Lejeaftalen løber frem til sommeren, hvor hans kontrakt med Midtjylland også udløber.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden