Ishockey

Midtvejsstatus: Særligt én ting skal forbedres hos både Pirates og White Hawks

Begge nordjyske ishockeyklubber er stadig på jagt efter forstærkninger, men det er et svært marked med få muligheder

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates har begge ét særligt punkt, som skal forbedres frem mod slutspillet.
Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates har begge ét særligt punkt, som skal forbedres frem mod slutspillet. Arkivfoto: Bente Poder

Søndag var samlet set en god nordjysk ishockeydag. Frederikshavn White Hawks besejrede Sønderjyske hele 5-0 på egen is, mens Aalborg Pirates var omtrent ligeså godt skøjtende, da man vandt 5-1 i Odense. 

Det betyder, at Aalborg efter 27 spillede kampe topper ligaen foran Herning, der dog har spillet en kamp færre. I den modsatte ende af tabellen har White Hawks 27 point for 26 kampe, hvilket rækker til en ottendeplads. 

Med så vidt forskellige udgangspunkter efter godt og vel halvdelen af grundspillet, ville det være oplagt med mest positive meldinger fra Aalborg-lejren, men sådan forholder det sig ikke. Der er flere betragtninger, der går igen hos Pirates-sportschef Ronny Larsen og og White Hawks' ditto Kasper Kristensen.  

- Vores powerplay er ikke-eksisterende. Det skal vi have lavet om på. Vi må bare sige, at skarpheden ikke har været god nok. Vi så det så sent som i fredagens kamp mod Herning, at vi også kæmper lidt med disciplinen. Nogen vil sikkert sige, at det er godkendt i vores situation, men vi skal spille bedre, og vores powerplay skal være bedre, når vi går ind i slutspillet, siger Ronny Larsen. 

Kasper Kristensen hopper med på nogenlunde samme vogn, når det gælder overtalsspillet. 

- Der er ingen tvivl om, at vi havde vundet langt flere kampe, hvis vores powerplay havde fungeret bare nogenlunde. Vi har oplevet en kamp mod Herning, som vi ender med at tabe knebent. Her havde vi fem powerplay-situationer, og vi var ikke i nærheden af at score. Det skal vi have forbedret, for det er kampafgørende for os, at vi ikke er skarpe nok i den del af spillet, siger Kasper Kristensen. 

Modsatrettede formkurver

Mens Aalborg Pirates lagde fra land med at vinde den ene kamp efter den anden, så indledte White Hawks sæsonen historisk elendigt. Efter Aalborgs 9-2-sejr over White Hawks for halvanden måned siden har piben dog fået en anden lyd i begge lejre. 

- Det var en forfærdelig start. Vi er heldigvis begyndt at vinde kampe. Vi har set Tadeas Galansky stå bedre og bedre. Men vi skal stadig arbejde på at blive mere aggressive i egen zone. Når vi bliver passive, så bliver vi straffet mod dygtige modstandere, siger Kasper Kristensen, der kan notere sig en anderledes udviklingskurve hos Aalborg Pirates.

- Vi begyndte sæsonen virkelig godt, men så har vi ganske enkelt ikke været skarpe nok i den seneste halvanden måned. Vi er heldigvis begyndt at vinde kampe igen, men det er stadig ikke helt godt. For eksempel er det mit indtryk, at George Sørensen redder os i søndagens kamp mod Odense. Det skal vi kunne gøre bedre, siger Ronny Larsen. 

Svært spillermarked

Begge nordjyske Metalligahold er fortsat på udkig efter potentielle forstærkninger til spillertruppen. Aalborg Pirates var meget tæt på at skrive med Oskar Drugge, der dog endte i Sønderjyske. Derfor virker det oplagt, at Pirates fortsat er på udkig efter en forstærkning til den skadesramte backlinje. 

- Vi er stadig i markedet, men det skal være en spiller, som vi er forholdsvis sikre på vil være en forstærkning. Ellers giver det ingen mening at hente ham ind. Skader er ingen undskyldning. Jeg kan også se nogle af vores forventede profiler, der ikke har præsteret som håbet. Det gælder både vores danske profiler og vores imports, siger Ronny Larsen, der i samme åndedrag roser nogle af de unge Aalborg-spillere, der har fået chancen. 

- Det er i hvert fald ikke spillere som Mads Frederiksen, Magnus Boesen og Nikolaj Nielsen, der har været skyld i, at vi har lidt et formdyk, siger Ronny Larsen. 

I Frederikshavn håber Kasper Kristensen også på, at man kan hente en spiller eller to ind til en trup, hvor man har sagt farvel til flere imports. Derudover er Thomas Søndergaard også ude med en skade. 

- Vi skal forstærke os. Det er helt klart vores mål, men det er svært, for der er bare ikke ret mange spillere i markedet. Og når der er en attraktiv spiller som eksempelvis Anton Karlsson, der endte i Sønderjyske, så kan vi ikke være med rent økonomisk. Vi har flere gange oplevet, at vi bliver overbudt af andre, men vi leder videre, siger Kasper Kristensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden