ulykke og nødsituation

Migrantarbejder mister livet i ulykke på VM-resort

En migrantarbejder fra Filippinerne er død efter en ulykke på et resort i Qatar, skriver The Athletic.

Aktivistgruppen Avaaz protesterede onsdag foran Fifa-præsident Gianni Infantinos hjem i Schweiz over behandlingen af migrantarbejdere i Qatar.
Aktivistgruppen Avaaz protesterede onsdag foran Fifa-præsident Gianni Infantinos hjem i Schweiz over behandlingen af migrantarbejdere i Qatar. Arnd Wiegmann/Reuters

Opdateret kl. 22:52

En ulykke med en gaffeltruck har kostet en migrantarbejder fra Filippinerne livet, mens VM-slutrunden er blevet afviklet.

Det skriver mediet The Athletic onsdag, ligesom det tyske nyhedsbureau dpa har fået det bekræftet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Migrantarbejderen var i gang med en reparationsopgave og gik langs gaffeltrucken, da han faldt ud over en rampe med hovedet først ned i et betonunderlag.

En lægehelikopter ankom til stedet, men manden kunne ikke reddes, skriver The Athletic.

Ulykken skete i forbindelse med arbejde på et resort, som Saudi-Arabien benyttede, mens holdet stadig var aktuel i turneringen. Den skete dog på en offentlig vej.

Fifa vil ikke kommentere ulykken, inden en undersøgelse af forløbet af færdig, men er opmærksom på den.

- Fifa er meget ked af denne tragedie, og vores tanker og sympatier går til arbejderens familie, skriver forbundet ifølge The Athletic.

Der hersker stor usikkerhed om antallet af døde migrantarbejdere i forbindelse med opførelsen af stadions og andre bygninger i forbindelse med VM.

Forleden anslog Hassan Al-Thawadi, der er chef for Qatars VM-komité, at tallet ligger mellem 400 og 500.

Human Rights Watch har opgjort, at 15.021 ikke-qatarere er døde i landet mellem 2010 og 2019, men det kan ikke fastslås, hvor mange dødsfald der har forbindelse til VM-byggerier.

Amnesty International og en række andre menneskerettighedsorganisationers fremsatte før VM et krav om, at Fifa kompenserer migrantarbejdere i landet med mindst 440 millioner dollar (3,3 milliarder kroner).

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden