Mikkel Hansen: - Vi lukkede selv Barcelona tilbage
Aalborgenserne havde verdens bedste klubhold på krogen i 40 minutter, men siden betalte de ifølge Mikkel Hansen nogle dyre lærepenge
Opdateret 27. oktober 2022 kl. 08:40
HÅNDBOLD: Skuffelsen er stor hos Aalborg Håndbolds spillere, efter at de sent onsdag aften blev nedlagt 39-33 på hjemmebane af Barcelona i Champions League.
Aalborgenserne spillede 40 perfekte minutter og førte 24-22, men siden knækkede filmen for Mikkel Hansen og kompagni.
- Kampen forløb længe, som vi ønskede det. Vi så rigtig fornuftige ud som hold og gjorde mange fine ting, som åbnede deres forsvar. Simon Gade stod godt i målet, og derfor fik vi løbet godt med dem, siger den danske landsholdsstjerne.
- Håndbold, Champions League
- Stillinger undervejs: 3-2, 6-8, 11-8, 11-12, 15-15, (19-19), 24-22, 26-26, 28-30, 29-36
- Mål, Aalborg: Lukas Sandell 8, Kristian Bjørnsen 5, Jesper Nielsen 4, Mads Hoxer 3, Mikkel Hansen 3, Felix Claar 3, Aron Palmarsson 3, Sebastian Barthold 2, René Antonsen 1, Benjamin Jakobsen 1
- Topscorere, Barca: Aleix Gomez 11, Dika Mem 8,
- Udvisninger: Aalborg 1, Barca 2
- Tilskuere: 5020
Når Barcelona alligevel endte med at vinde en stor sejr, så skyldes det ifølge Mikkel Hansen flere faktorer.
- Barcelona lavede vel ikke en fejl i de sidste 20 minutter af kampen, men samtidig føler jeg, at vi selv lukkede dem tilbage i opgøret. Vi lavede alt for mange fejl, og det gør man ikke ustraffet mod et hold som Barcelona, for så løber de. Det var dyre lærepenge.
Den danske landsholdsmålmand Emil Nielsen spillede også en rolle i spaniernes forrygende slutspurt. Han diskede op med et hav af redninger og pillede blandt andet et straffekast fra Mikkel Hansen.
- Han havde nogle gode redninger på nogle vigtige tidspunkter, som gav dem mulighed for at løbe mange kontraer. Det var medvirkende til, at Barcelona kom med et voldsomt tryk de sidste 20 minutter, siger Mikkel Hansen.
Aalborg Håndbold skal i aktion igen allerede på lørdag mod Fredericia i den hjemlige liga, inden turen i næste uge går til en svær udebane i Tyskland for at møde THW Kiel.
- Lige meget hvem man spiller mod i Champions League, så skal man spille 60 minutter. Det gjorde vi desværre ikke mod Barcelona. Forhåbentlig lærte vi noget af den her oplevelse og er blevet klogere på, hvad vi i hvert fald ikke skal gøre i de her kampe, lyder det fra Mikkel Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.