Sport

Milan åbner sæsonen med nederlag til oprykker på eget græs

Milan fik den værst tænkelige start på sæsonen med et uventet nederlag til oprykkerne fra Cremonese.

Muskelbundet Federico Baschirotto viste sine store overarme, efter at han havde bragt Cremonese på 1-0.
Muskelbundet Federico Baschirotto viste sine store overarme, efter at han havde bragt Cremonese på 1-0. Daniele Mascolo/Reuters

AC Milan sluttede noget skuffende på Serie A's ottendeplads i den forgangne sæson, og bedømt på lørdagens ligapremiere mod oprykkerne mod Cremonese bliver det endnu en lang sæson for storklubben.

Gæsterne var ikke levnet mange chancer i mødet med Milan, men tog alligevel fra San Siro med en sejr på 2-1.

Det begyndte at gå skævt for Milan efter en lille halv time, hvor Cremoneses Federico Baschirotto slog til.

Den bomstærke forsvarsspiller stangede føringen i nettet med et hovedstød og fremviste i sin jubelrus sine store overarme.

Også i den anden ende slog en midtstopper til, da Strahinja Pavlovic satte panden på et indlæg og udlignede til 1-1.

Men det var ikke nok for Milan, som ellers pressede oprykkerne i bund og var overlegen i stort set alle de offensive statistikker efter pausen.

For efter en time leverede Federico Bonazzoli en formidabel scoring på et sidelæns saksespark og fik på ny tilskuerne på San Siro til at måbe.

En heroisk fight den sidste halve time var nok til at køre den overraskende sejr hjem for Cremonese, mens Milan-træner Massimiliano Allegri må spekulere over, hvordan han får hævet niveauet på Milano-holdet.

De forsvarende mestre fra Napoli var derimod mere effektive i deres møde med Sassuolo.

På udebane vandt Antonio Contes mandskab sikkert med 2-0, og midtbanestjernen Kevin De Bruyne kunne juble over en debutscoring på et direkte frispark, som nok var tænkt som et indlæg.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden