AaB

Misset top-seks koster millioner i AaB – men især én ting kan hjælpe meget økonomisk

Især indtægterne fra transfers kan betyde meget for økonomien i klubben, som missede mesterskabsspillet i Superligaen

Den administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum, forventer, at underskuddet kan indhentes. Foto: Lars Pauli

Den administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum, forventer, at underskuddet kan indhentes. Foto: Lars Pauli

Søndag skulle have været en festdag i Nordjylland, men et nederlag på hjemmebane mod OB betød, at AaB akkurat missede top seks og dermed mesterskabsspillet.

icon

En nedjustering, hvor vi udvider intervallet fra to-fem til otte-tretten millioner, ændrer ikke på den strategiske retning, vi har.

Thomas Bælum, Adm. direktør, AaB

Det får nu betydning for forventningerne til årets økonomiske resultat, hvor klubben nedjusterer fra et underskud på mellem to til fem millioner til otte til 13 millioner.

Men selvom det er en ærgerlig retning, ændrer det ikke det store billede hos AaB, fortæller den administrerende direktør, Thomas Bælum.

- Det kommer ikke til at betyde det helt store. En nedjustering, hvor vi udvider intervallet fra to-fem til otte-tretten millioner, ændrer ikke på den strategiske retning, vi har. Det er klart, at det gør, at vi får nogle forhåbninger til at indhente underskuddet på andre parametre. Men lige nu er det svært med eksempelvis matchday-indtægter. Men det kan være, at vi kan indhente noget til efteråret, siger han og fortsætter:

- Det er på vores partnerskaber, vi kan indhente, og så er der selvfølgelig transfers og tv-penge, som kan gøre, at årsresultatet bliver bedre.

Med et slag på tasken – eller rettere pengepungen – mener direktøren, at klubber cirka misser en million kroner i indtægter pr. placering, som holdet ender lavere.

Havde AaB vundet over OB, var holdet endt som nummer seks i tabellen. Men med et nederlag endte de som nummer ni, og dermed kostede det i første omgang omkring tre millioner kroner.

Jagter Europa og transferindtægter

AaB møder ikke hold som Brøndby, FC Midtjylland eller AGF før sommerferien, men i stedet bliver det kampe mod Horsens, Lyngby og Vejle, der præger kampprogrammet.

Alligevel har Thomas Bælum dog et ønske om, at AaB til slut på sæsonen får en kamp mod Superligaens nummer tre eller fire. For det kan betyde millioner i klubkassen.

- Det er klart, at man kan hente meget ved at blive vinde kvalifikationsspillet og dermed blive nummer syv i Superligaen, for så får man en større andel i pointbonussen og en vigtig kamp om en europæisk plads mod tredje- eller fjerdepladsen. Der kan man indhente meget og minimere gabet. Så som turneringen er skruet sammen, går vi efter tre point hver gang og jagter syvendepladsen, siger Thomas Bælum.

Men der kan også tjenes penge på andre måder. Og her er der tale om så store beløb, som kan gøre mere for budgettet, end hvis man bliver nummer ni eller otte i Superligaen.

- Det hele hænger sammen med, at vi har en transferforretning, der skal køre. Der kan man sige, at det er lidt større beløb end disse marginer. Det kan lynhurtigt gå flere gange. Men vi har været dygtige de seneste år med en kontinuerlig transferforretning. Og i en covid-periode er det ekstremt vigtigt, at vi har flere indtægtskilder at gå med.

Det kan spekuleres i, om en misset plads i top seks kan få betydning for de beløb, som andre klubber vil betale for AaB’s spillere i transfers, men det mener Bælum ikke er tilfældet.

- Vi ser på det på en lidt længere bane. Vi havde et flot transfervindue i januar, inden turneringen knækkede. Der har det ikke været tabelplaceringen, der har gjort, om vi solgte. Det er kvaliteten på spillerne. De klubber, der køber hos os, har fulgt spilleren i to-tre år, så der betyder det ikke det helt store, hvordan det har set ud i de seneste 10 kampe. Det er et længere perspektiv, de har. Så set i det lys forventer jeg ikke, at vi sælger for lavere transferbeløb, siger han.

AaB spiller første kamp i kvalifikationsspillet mandag 5. april, når SønderjyskE gæster Aalborg Portland Park.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.