Møllgaard: - Aalborg Håndbold er det eneste der giver mening
Henrik Møllgaard og Aalborg Håndbold har fået papir på hinanden frem til 2024, men det er ikke nødvendigvis den sidste kontraktforlængelse, de to parter netop har lavet
Opdateret kl. 22:17
AALBORG: Når Aalborg Håndbold-truppen onsdag drager til Kiel for at spille Champions League-kamp mod det nordtyske storhold, er det med en glad Henrik Møllgaard ombord på flyet. Han har nemlig lige forlænget sin aftale med den nordjyske håndboldmastodont.
- Jeg har jo et brændende ønske om at slutte min aktive karriere i Aalborg Håndbold, men jeg er også nået til en erkendelse af, at det kan være, at jeg ender med ikke at være god nok til at være en del af det her projekt, hvis man fortsætter den her udvikling over de kommende år, men heldigvis mente Stefan Madsen og Jan Larsen stadig, at de kunne bruge mig i denne omgang, siger Henrik Møllgaard.
Det kommende medlem af Aalborg Håndbolds Hall of Fame er med på, at det måske kan komme på tale at finde en anden klub, hvis han vil lave en "Hans Lindberg" og fortsætte godt ind i sine 40ere som aktiv topspiller, men Møllgaard lægger ikke skjul på, at Aalborg Håndbold er krøbet godt og grundigt ind under huden.
- Aalborg Håndbold er det eneste, der giver mening. Sådan er det i hvert fald for mig i den her situation. Jeg er jo godt klar over, at jeg nærmer mig en slutning på min spillerkarriere, men det her behøver ikke være min sidste kontrakt. Jeg er 39,5 år, når den her kontrakt udløber. Jeg har dog ikke lyst til at stoppe. Jeg elsker stadig at spille håndbold, og jeg elsker at være en del af Aalborg Håndbold, siger Henrik Møllgaard.
Når den nye kontrakt udløber i sommeren 24, vil forsvarsgeneralen være 39,5 år. Lidt som et børnehavebarn, der også tæller i halve år, er Henrik Møllgaard godt klar over, at dåbsattesten dikterer, at han ikke behøver at overdrive alderen, men derimod være meget nøjeregnende for ikke at gøre sig selv ældre.
Kun spiller
Man kunne spekulere i, om denne kontrakt ville være en overgang til et job som assistenttræner eller noget andet i Aalborg Håndbold, men det er ikke tilfældet.
- Tanken om at blive assistent eller cheftræner en dag, er da en tanke, jeg har tænkt, men den her kontrakt er udelukkende som spiller, og jeg vil gerne fortsætte med at spille, så længe jeg kan, så klubben skal på jagt efter en ny assistenttræner efter Arnór Atlason. Det er ikke mig, siger Henrik Møllgaard.
Aalborg Håndbolds ambitionsniveau og Møllgaards ditto er stadig to ting, der flugter med hinanden, så ambitionerne er højere end den næsten to meter høje Aalborg Håndbold-spiller.
- Det vil være det ultimativt største i min karriere, hvis jeg kan være med til at vinde Champions League med Aalborg Håndbold. Jeg kom tæt på at vinde den et par gange i Paris, men der følte jeg mig lidt som det tynde øl. Der var andre før mig, der skulle spille godt, hvis vi skulle vinde i Paris. Det er en anden historie her i Aalborg. Hele måden, klubben og holdet er bygget op på, er bare noget andet, siger Henrik Møllgaard.
Han kniber sig næsten i armen, når han skal forklare, hvordan han oplever den udvikling, som han selv har været en hjørnesten i.
- Det er helt vanvittigt. Jeg tror ikke, der var mange i Danmark, der for fem-seks år siden troede, vi ville have et dansk klubhold, der kunne spille med i toppen af europæisk håndbold. Jeg havde heller aldrig drømt om, at jeg kunne blive en del af et dansk klubhold, der har det her niveau. I det hele taget troede jeg aldrig, at jeg skulle blive god nok til at kunne stile efter at vinde Champions League, men det er både mit og klubbens store mål, siger Henrik Møllgaard.
Vil vinde i Kiel
Et klart vidnesbyrd om den fænomenale udvikling, som Aalborg Håndbold har gennemgået er tilgangen til onsdagens udekamp i Kiel.
- Det er sjældent, at man som udehold kan gå ind til en kamp i Kiel og sige: Hvis vi gør vores og spiller godt, så skal vi også vinde kampen.
- Det er den tilgang, vi har til kampen. Vi ved godt, at det bliver en nøglekamp for os. Vi mangler et par point efter hjemmebanenederlag mod Kielce og Barcelona, så vi skal ud at finde nogle point på udebane. Derfor er den her kamp også en nøglekamp, siger Henrik Møllgaard, der henviser til Aalborg Håndbolds magtdemonstration i Szeged som kilde til den tro, han går ind til kampen i Kiel med.
- Folk undervurderer måske den forfatning, Szeged er i lige nu, men vi var dygtige i Szeged, og hvis vi kan være det samme i Kiel, så tror jeg på en sejr. De slider lidt i det lige nu med skader til nogle af deres nøglespillere, og det skal vi naturligvis prøve at udnytte, siger Henrik Møllgaard.
Han er helt med på, at Kiel stadig har et klassemandskab, og der er særligt én spiller, som springer i øjnene.
- Landin må godt gemme sine redninger til næste sæson, når han spiller i Aalborg. Vi har vist, at vi kan slå Kiel før, men Niklas har også vist, at han kan være afgørende, så han behøver ikke have en fantastisk aften, siger Henrik Møllgaard.
Onsdagens kamp i Kiel begynder klokken 20.45, og på nordjyske.dk kan du følge en liveblog fra kampen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.