Håndbold

Aalborg Håndbold har fået en ærgerlig besked fra Møllgaard

Landsholdskæmpen nærmer sig enden på en lang og flot karriere, men en spændende mulighed for at skrive et nyt kapitel uden for banen er dukket op

Henrik Møllgaards karriere skifter spor til sommer.
Henrik Møllgaards karriere skifter spor til sommer. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret 17. december 2024 kl. 08:04

Henrik Møllgaard forlader Aalborg Håndbold efter denne sæson og indstiller samtidig karrieren. Det oplyser den 39-årige veteran i en pressemeddelelse fra klubben.

- Jeg har de seneste sæsoner været meget bevidst om, at jeg var i karrierens efterår, men har også følt at jeg fortsat havde noget at bidrage med på banen både hos Aalborg Håndbold og på landsholdet.

- Alt har dog sin tid, og til januar fylder jeg 40 år, hvorfor jeg mener at det til sommer er passende at stoppe karrieren, ligesom jeg har fået en mulighed, som jeg ikke har kunne takke nej til.

- Det er vigtigt for mig at nævne, at denne mulighed ikke er et fravalg af Aalborg Håndbold, med hvem jeg også har haft en god og tæt dialog om fremtiden, men nærmere et tilvalg af noget andet. Aalborg vil altid være mit hold i Danmark og har en meget stor plads i mit hjerte, siger Henrik Møllgaard i pressemeddelelsen.

Direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, ærgrer sig over beslutningen, men har også forståelse og respekt for veteranens valg.

Henrik Møllgaard fylder 40 til januar, og kroppen kan ikke helt det samme, som den tidligere har kunnet. Foto: Lars Pauli

- Møllgaard er en sand legende i Aalborg Håndbold og har gennem en lang årrække været en vigtig brik for os. Ikke blot på banen, hvor hans spillemæssige styrker og erfaring har betydet meget for holdet, men også som en fantastisk ambassadør for klubben.

- Vi har gjort alt hvad der står i vores magt for at holde ”Mølle” i klubben efter denne sæson, men vi respekterer også, at han har fået en spændende mulighed, som han gerne vil forfølge. Vi håber dog ikke, at det til sommer bliver et endegyldigt ”farvel” til Henrik, men i stedet et ”på gensyn”, siger Jan Larsen i pressemeddelelsen.

Henrik Møllgaard er foreløbig noteret for 443 kampe og 1.069 mål for Aalborg Håndbold med hvem han har vundet fem danske mesterskaber og to pokaltitler, samt deltaget i to Champions League-finaler.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden