Monfils sparker detroniseret verdensetter ud af Indian Wells
Daniil Medvedev mister sin plads på verdensranglistens førsteplads efter nederlag til Gaël Monfils.
Opdateret 15. marts 2022 kl. 01:04
Når verdensranglisten bliver opdateret næste gang, vil Daniil Medvedev ikke længere være på førstepladsen.
Den russiske tennisspiller tabte mandag til Gaël Monfils ved den store amerikanske turnering Indian Wells.
Franskmanden vandt 4-6, 6-3, 6-1 og pegede ud mod sin ukrainske hustru, Elina Svitolina, da han havde sat russeren til vægs.
Resultatet betyder altså, at Daniil Medvedev må afgive sin førsteplads på verdensranglisten til Novak Djokovic, der dermed er tilbage på toppen efter tre uger på andenpladsen.
Gaël Monfils brugte to timer og seks minutter på at nedlægge Daniil Medvedev.
- Jeg har fået en stærk start på året. Jeg følte mig stærk i den her kamp, og jeg flyttede mig godt rundt på banen.
- Jeg er en svær modstander for alle. Det er længe siden, jeg har slået en verdensetter, så jeg er ret glad, siger Monfils ifølge nyhedsbureauet AFP.
Daniil Medvedev så ud til at være i kontrol, efter at han uden de helt store problemer vandt første sæt.
Men Monfils ville det altså anderledes og brød Medvedevs serv til en føring på 3-1. Føringen blev dog udlignet til 3-3, men Monfils tog sættet ganske overbevisende derefter.
I tredje sæt blev Medvedev frustreret, og Monfils udnyttede det til at komme foran med 4-0. Derefter kom Medvedev også på tavlen, men Monfils brød endnu engang russerens serv.
Ved stillingen 5-1 spillede de to et langt parti, hvor Monfils havde hele fire matchbolde, inden han i femte forsøg lykkedes med at hive sejren i land.
Mandag blev verdensranglistens nummer tre, Alexander Zverev, også sendt ud af turneringen, der er rangeret som en af de mest prestigefyldte på ATP-touren efter de fire grand slams.
Tyskeren måtte således se sig slået af amerikanske Tommy Paul i tre sæt med cifrene 6-2, 4-6, 7-6.
Tommy Paul er nummer 39 på mændenes verdensrangliste. Han skal i næste runde møde australske Alex de Minaur.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.