Mors-Thy blev løbet over ende af topholdet
Jonas Willes tropper var aldrig i nærheden af at levere en overraskelse mod GOG

Mors-Thy-spillerne fik ikke mange ben til jorden mod GOG. Arkivfoto: Torben Hansen
HÅNDBOLD:Mors-Thy Håndbold fik i tirsdags fornyet håb om at komme i slutspillet, da Fredericia blev besejret, men det formåede holdet ikke at følge op på fredag aften, hvor det blev til et klart nederlag på udebane til HTH Herreligaens tophold, GOG.
Fynboerne vandt med overbevisende 36-30, og dermed har Mors-Thy stadig fire point op til Kolding på den slutspilsgivende ottendeplads. Mors-Thy har kun tre kampe tilbage, mens Kolding har fire.
GOG - Mors-Thy 36-30 (20-13)
Stillinger undervejs: 4-2, 8-4, 14-8, 18-11, 20-13 (pausestilling), 23-15, 25-18, 28-20, 30-23, 33-26
Topscorere, GOG: Emil Jakobsen 9 og Oscar Bergendahl 8
Mål, Mors-Thy: Jonas Gade 9, Bjarke Christensen 5, Erik Toft 4, Allan Toft Hansen 3, Simon Rønnest Skadhauge 2, Tim Sørensen 2, Marcus Midtgaard 2, Lasse Pedersen 1, Sander Øverjordet 1, Jacob Hansen 1
Udvisninger: GOG 2, Mors-Thy 2
Mors-Thy var foran med 1-0 og 2-1, men fra stillingen 2-2 satte GOG sig tungt på opgøret. Efter et kvarters spil førte hjemmeholdet 11-5, og Mors-Thy havde især svært ved at få fat defensivt.
Mors-Thy-målmændene Søren Pedersen og Rasmus Bech havde tilsammen kun fire redninger i en første halvleg, som GOG vandt med 20-13.
Dermed var kampen reelt også allerede afgjort af GOG, der i størstedelen af anden halvleg førte med enten syv, otte eller ni mål. Til sidst fik Mors-Thy dog pyntet en smule på resultatet.
Næste opgave for Mors-Thy er onsdag 17. marts på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.