Mors-Thy fik atter Aalborg Håndbold ned med nakken

Thyboerne vandt mandag aften en testkamp i Klim Hallen med 33-28 over et decimeret Aalborg-hold

Mors-Thy slog Aalborg da de to hold senest mødtes i ligaen. Mandag aften var de blåblusede atter bedst, da de to hold mødtes i en testkamp. Arkivfoto: Nicholas Cho Meier <i>Bo Lehm</i>

Mors-Thy slog Aalborg da de to hold senest mødtes i ligaen. Mandag aften var de blåblusede atter bedst, da de to hold mødtes i en testkamp. Arkivfoto: Nicholas Cho Meier Bo Lehm

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold har slået hold som Celje og Flensburg-Handewitt i Champions League i denne sæson.

Men Mors-Thy Håndbold har tilsyneladende knækket koden til at slå de sejrsvante aalborgensere.

I det seneste møde i ligaen sejrede Mors-Thy overraskende med 33-30, og da de to hold mandag aften testede formen mod hinanden i Klim Hallen, var det også de blåblusede thyboer, der trak det længste strå.

Det skete med cifrene 33-28 efter 16-13 ved pausen.

Aalborg uden profiler

Man skal dog næppe lægge for meget i resultatet, for aalborgenserne stillede med et særdeles decimeret mandskab.

- Vi kom for eksempel med to U19-målmænd, for Sæverås er med det norske landshold til EM, mens Mikael Aggefors døjer med en lille skade. De unge målmænd skal ikke hænges ud, men det havde ganske naturligt en betydning.

- Angrebsmæssigt så det i perioder fint ud, men jeg ærgrer mig lidt over, at vi brændte 6-8 helt åbne chancer. Det er der ikke råd til, lød det fra Aalborg-træner Stefan Madsen.

Han måtte også undvære Magnus Saugstrup og Henrik Møllgaard, der har fri efter at have deltaget i EM-slutrunden for Danmark.

Med var derimod islandske Omar Ingi Magnusson, der fik masser af spilletid og synes at have overvundet sin alvorlige hjernerystelse.

Tung træning på Mors

I den anden lejr var der nogenlunde tilfredshed hos træner Søren Hansen.

- Aalborg kom jo ikke i stærkeste opstilling, så jeg vil vurdere, at det var en kamp, vi skulle vinde på bredden. Det er altid godt at slå Aalborg, men jeg synes ikke, vi var helt skarpe i forhold til at overholde vores aftaler, sagde Søren Hansen.

Mors-Thy et netop kommet hjem fra en træningslejr, og Søren Hansen fortæller, at holdet i disse dage træner tungt fysisk.

- Vi forsøger at flytte nogle af vores unge drenge fysisk, så vi arbejder hårdt og tungt i de her dage. På den baggrund er jeg vældig godt tilfreds med vores indsats mod Aalborg, sagde Søren Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden