Mors-Thy Håndbold vil hæve omkostningsniveauet med 10 procent

I Mors-Thy Håndbold er man godt tilfreds med den økonomiske udvikling, som klubben har gennemgået de seneste år, hvor man har øget lønomkostningerne med 20 procent

Mors-Thy Håndbold spiser kirsebær med de store i dansk håndbold trods en mindre økonomi end mange af konkurrenterne. 
Mors-Thy Håndbold spiser kirsebær med de store i dansk håndbold trods en mindre økonomi end mange af konkurrenterne.  Foto: Bente Poder

ØKONOMI: I Aalborg Håndbold er der økonomisk vokseværk i disse år Med en vækst på lønomkostningerne på 41,9 procent er Aalborg løbet fra resten af ligaklubberne, men i Mors-Thy Håndbold er man også godt med ud fra de forudsætninger, man har på Mors og i Thy. 

Her har Mors-Thy formået at skubbe den økonomiske overligger, så man på fem år har rykket personaleomkostningerne fra cirka syv millioner til 8,4 millioner kroner i 2021. 

- Det er en udvikling, vi er meget tilfredse med. Vi har en ambition om at spille med i top otte, og hvis vi skal det, så kræver det nogle penge, og det kræver også, at vi bliver ved med at udvikle os, siger H.P. Madsen. 

Den nuværende Mors-Thy Håndbold-direktør er glad for den stabilitet, som har præget den nordvestjyske håndboldøkonomi i de seneste år. Her spiller loyale sponsorer en afgørende rolle. 

- Corona har helt sikkert været en modspiller for os i de forgangne år, men vi kan se, at det bliver bedre nu, og vi kan også kun takke vores sponsorer for, at de har bakket op hele vejen. Flere har tegnet længere aftaler, og mange har endda øget deres engagement i klubben. Det giver os en sikkerhed og en mulighed for at bygge på vores fundament, siger H.P. Madsen.

H.P. Madsen er også realistisk nok til at kigge på Mors-Thys udviklingspotentiale og tegne en klar overligger for det forhåndenværende vækstpotentiale på den økonomiske front. 

- Vi er utroligt stolte over, at vi har en veldrevet klub, hvor vi har en økonomi, der gør, at vi kan kæmpe med om pladser i top otte. Sådan var det ikke for 10 år siden, men i dag har vi et godt fundament, og vi vil blive ved med at lave årlige overskud. Det er meget vigtigt for os, at vi hele tiden udviser økonomisk ansvarlighed. Det skylder vi alle vores partnere, siger H.P. Madsen.

Der er ingen tvivl om, at Aalborg Håndbold med sine personaleomkostninger på 18,5 millioner kroner i 2021 og Mikkel Hansens ankomst senere i år, vil løbe fra alle andre danske klubber på løn-siden, men det har en afledt positiv effekt for H.P. Madsen, der tror, at Mors-Thy kommer til at få gavn af mesterklubbens kommende stjerneparade. 

- Vi kommer helt sikkert til at have en fyldt hal, når Mikkel Hansen, Aron Palmarsson og Aalborg kommer på besøg, så det er da også bare sjovt for os, at de nu har alle de stjerner. Det er jo et top 10-hold i verden, der gæster os. Det svarer til, at AaB skulle møde FC Barcelona, siger H.P. Madsen.

Hvor Aalborg med eksprestogsfart gearer sin økonomi i disse år, så er tempoet i Mors-Thys økonomi lidt lavere. Der er dog en klar ambition hos direktøren for de kommende år. 

- Hvis vi kan øge vores økonomi med 10 procent, så tror jeg, vi skal være meget tilfredse. Vi skal også være realistiske omkring vores vækstpotentiale, siger H.P. Madsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden