Mors‑Thy håndbold

Her er Mors-Thys nye cheftræner: Der var én ting, som skulle på plads, før han kunne takke ja

Mors-Thy Håndbold har nu fået sin kommende cheftræner på plads

Det bliver Dennis Bo Jensen, der skal afløse Niels Agesen i Mors-Thy som cheftræner. 
Det bliver Dennis Bo Jensen, der skal afløse Niels Agesen i Mors-Thy som cheftræner.  Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 22:29

For lidt over en uge siden meddelte Niels Agesen og Mors-Thy Håndbold, at cheftræneren er fortid som cheftræner efter denne sæson.

Det er en beslutning, som Niels Agesen selv har truffet, fordi han blandt andet er begyndt at tvivle på, at han er den rette til at videreudvikle Mors-Thys ellers flotte udvikling under hans ledelse. 

Det har sendt Mors-Thy Håndbold på trænerjagt, men man har handlet hurtigt og har nu fået Niels Agesens afløser på plads. 

Man har ikke været langt væk for at finde den nye cheftræner. Det bliver nemlig den nuværende assistenttræner Dennis Bo Jensen, der afløser Niels Agesen. 

Dennis Bo Jensen kom til Mors-Thy inden denne sæson fra et job som cheftræner for Lemvig-Thyborøn. Sideløbende med jobbet i Mors-Thy Håndbold er Dennis Bo Jensen også cheftræner for det danske U18-landshold, og det vil han fortsætte med at være. 

Det var dog ikke landstrænerjobbet, der gjorde det til en længere overvejelse for den kommende Mors-Thy-træner. 

- Jeg skulle gøre mig nogle overvejelser i forhold til, at jeg har et job hos forbundet, som jeg er glad for, og så har jeg en familie, som også skal tænkes ind i det her. Jeg skulle have en snak med min kæreste om den her mulighed, for det er hende, der ender med at skal tage en ekstra tørn i hjemmet, så det skulle vi kunne se fungere, siger Dennis Bo Jensen. 

Umiddelbart var han ikke i tvivl om, at han gerne ville takke ja til jobbet, og med hjemmefronten klappet af, så glæder han sig til den nye udfordring, der ligger et lille års tid ude i fremtiden. 

- Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg er assistenttræner i den her sæson, og så må vi se på cheftrænerjobbet, når det bliver tid til det. Jeg har fået et godt samarbejde med Niels, og det skal vi bare fortsætte, siger Dennis Bo Jensen. 

Hos klubbens direktør Ian Marko Fog var der aldrig tvivl om, at det var en god ide at forfremme Dennis Bo Jensen. 

- Vi havde ikke lige forventet, at Niels skulle væk, men fra starten var vi meget skarpe på, at Dennis' DNA passer rigtig godt til os. Dennis er lige kommet hjem med en U18-EM-medalje, og han har haft succes alle de steder, han har trænet. 

- Han har gjort et godt første indtryk hos os, så vi har været overbeviste om, at han er den rette mand. Vi havde også gerne præsenteret ham, da vi meldte ud, at Niels stoppede, men han skulle lige have klappet af det med familien, forklarer Ian Marko Fog. 

Nu går arbejdet i gang med at finde en passende assistenttræner til den kommende cheftræner. 

- Vi er sindssygt glade for det trænerteam, vi har i den her sæson, og nu skal vi finde den rigtige makker til Dennis. Han skal være tryg ved at tage afsted med landsholdet og vide, at det er i gode hænder herhjemme, siger MTH-direktøren. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden