Sport

Mors-Thy lider sæsonens første nederlag mod GOG

GOG sørgede søndag for, at Mors-Thy Håndbold nu også har tabt i denne sæsons håndboldliga.

Kasper Lindgren var ganske flittig som målscorer, men kunne ikke afværge Mors-Thy-nederlaget. (Arkivfoto).
Kasper Lindgren var ganske flittig som målscorer, men kunne ikke afværge Mors-Thy-nederlaget. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Mors-Thy Håndbold har været sæsonens store positive overraskelse i herrernes liga, men søndag kom nordvestjyderne ned på jorden.

Efter seks sejre og en enkelt uafgjort løb de nemlig for første gang i sæsonen ind i et nederlag. Det sørgede de evige medaljeaspiranter fra GOG for.

Hjemme i arenaen i Svendborg vandt fynboerne med 39-31 over Mors-Thy, som dermed mistede et skridt i topstriden, hvor klubben dog fortsat er på andenpladsen med tre point op til Aalborg Håndbold, der har maksimumpoint.

GOG har fået en blandet begyndelse på den nye sæson. Den ret uerfarne trup har manglet stabilitet, men søndagens sejr sender klubben op som nummer fire - fem point efter Aalborg.

I søndagens opgør var det især to spillere, der boltrede sig for GOG. Topscorer blev venstrefløj Frederik Bjerre, der ramte nettet hele 12 gange.

Lige ved siden af ham boltrede den vævre højreback Hjalte Lykke sig, og han kom på måltavlen otte gange.

Mors-Thy skal nu forsøge at rejse sig, når klubben i den kommende uge skal møde Skjern Håndbold, som mildest talt bøvler med at finde melodien.

GOG's næste opgave er en Champions League-kamp mod mægtige Paris Saint-Germain, inden Bjerringbro-Silkeborg Håndbold venter i ligaen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden