Mors‑Thy håndbold

Mors-Thy-målmand efter to meget vigtige point: - Det er en kæmpe gave

Rasmus Henriksen var klar fra start til opgøret mod Skive FH, hvor han var en stor del af grunden til to vigtige point

Sådan stod Rasmus Henriksen rigtig mange gange i løbet af kampen, og han animerede også til publikum et par gange efter sine redninger. Foto: Torben Hansen
Sådan stod Rasmus Henriksen rigtig mange gange i løbet af kampen, og han animerede også til publikum et par gange efter sine redninger. Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 19:21

Håndbold: Det var en tændt ung mand, der var mødt op i Mors-Thy Håndbold-målet søndag, da klubben ude besejrede Skive FH med 29-25 i et vaskeægte bunddrama i HTH Herreligaen.

- Jeg er altid ekstra tændt, når vi har haft en kamppause på en måneds tid, hvor vi har trænet godt, siger Rasmus Henriksen efter kampen.

Den 21-årige målmand flirtede med en redningsprocent på 40 kampen igennem, og han var en stor del af grunden til, at Mors-Thy lagde afstand til Skive i midten af første halvleg - en afstand, Skive aldrig rigtig kom tilbage efter.

- Vi kommer blæsende ud til første halvleg, men jeg synes, at det bliver en hakket kamp i anden halvleg. Dommerne fløjter mange udvisninger til Skives fordel, men det er alligevel en kontrolleret sejr, hvor vi stort set er foran hele vejen igennem.

- Vi vil gerne løbe med dem i anden halvleg, men det får vi svært ved på grund af de mange spilstop og udvisninger.

Rasmus Henriksen havde godt styr på Skive-spillernes afslutninger i store dele af søndagens bundopgør i HTH Ligaen. Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

- Vi går ind til kampen med det mindset, at vi gerne vil have to point - det gør vi stort set hver gang - men den her var ekstra vigtig. Alle de point vi kan skrabe sammen er en kæmpe gave, så det er super dejligt at få to point med hjem fra Skive, siger Mors-Thy-målmanden.

Mors-Thys defensiv var en svær størrelse for modstanderne fra Skive søndag, men Rasmus Henriksen var ikke helt tilfreds fra kampens begyndelse med netop det aspekt af nordjydernes spil.

- Vi kommer lidt haltende fra start i forhold til, at der kommer for mange skud udefra, men vi får det justeret til, så de i stedet kommer bredt i banen. Jeg får skudende fra fløjende og på ydersiderne af backs, hvilket er der, jeg har mine favoritter, og jeg kan kun rose mit forsvar for det.

Mors-Thy Håndbold lagde en smule afstand til de to nedrykningspladser i bunden af HTH Ligaen, hvor der nu er to point ned til den ene af de to direkte nedrykningspladser, og Mors-Thy har desuden en kamp i hånden.

- Vi har stadigvæk et par vigtige kampe og mange kampe i træk, hvor vi også gerne skal have point, så bundstriden bliver spændende, men de to point i dag var meget vigtige, slutter Rasmus Henriksen.

Mors-Thy Håndbold spiller næste kamp hjemme mod BSH lørdag 19. februar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden