Mors-Thy-profil er på klubjagt
Andreas Nielsen har fået en større rolle hos Mors-Thy Håndbold i denne sæson, men han ved endnu ikke, hvor han skal spille i næste sæson
NYKØBING MORS: På et meget ungt og til tider fysisk udfordret Mors-Thy-mandskab lyser Andreas Nielsen op som en klippe. Den store stregspiller har dygtigt gjort sin indflydelse gældende såvel i forsvaret som i angrebet i denne sæson.
- Vi havde en del udskiftning i truppen inden denne sæson, så det var påkrævet, at der var nye folk, der skulle tage mere ansvar. Det har været oplagt for mig at byde ind med at tage noget mere ansvar, siger Andreas Nielsen, der med sine 25 år er en af de ældre spillere i den meget unge Mors-Thy Håndbold-trup.
På trods af den positive udvikling står det klart, at Andreas Nielsen og Mors-Thys veje skilles efter denne sæson. Det blev meldt ud tidligere på sæsonen, men der er endnu ikke præsenteret en ny klub for Andreas Nielsen. Det er der en god forklaring på.
- Jamen jeg har ikke noget på plads endnu, så jeg er sådan set stadig klubsøgende. Det er endnu ikke afklaret, men det tager jeg stille og roligt, siger Andreas Nielsen, der kom til Mors-Thy Håndbold fra Nordsjælland Håndbold inden forrige sæson.
Andreas Nielsen bliver snart færdig med sin uddannelse som markedsføringsøkonom, og det betyder også, at han ikke er bundet af at skulle blive i Danmark, når den næste håndboldkontrakt skal skrives.
- Det kunne godt være spændende at komme ud at opleve en anden håndboldliga. Jeg har en god alder til det, og jeg har ingen bånd, der binder mig, så jeg vil bestemt ikke afvise at skifte til Sverige, Norge, Frankrig, Tyskland eller noget helt andet, siger Andreas Nielsen.
- Jeg vil altid gerne tage et skridt op, som jeg også følte, at jeg gjorde, da jeg skiftede til Mors-Thy. Det er også målet med den næste kontrakt, men jeg er som sagt også klar på et eventyr, siger Andreas Nielsen.
Fredagens modstander er Andreas Nielsens tidligere klub Nordsjælland. Her skal Mors-Thy meget gerne have to point, hvis ambitionen om en plads i slutspillet stadig skal have en chance for at blive indfriet.
- Det er en utroligt vigtig kamp for os. Det er der ingen tvivl om. Det er også en af de kampe, vi skal vinde. Generelt skal vi jo vinde de kampe mod de andre hold, der ligger omkring os, siger Andreas Nielsen.
Lige nu er der seks point op til slutspilspladserne, men håbet er intakt hos Andreas Nielsen, der ikke er klar til at sende Mors-Thy i retning af nedrykningsspillet.
- Så længe vi har en chance for at komme med i slutspillet, så skal det være vores mål. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå, siger Andreas Nielsen.
Der er kampstart fredag aften kl. 18.30, og spillestedet er Sparekassen Thy Arena i Nykøbing Mors.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.