Mors-Thy-spiller fik chancen i fravær af profiler: - Det var utroligt skuffende
De to stærke bagspillere Sander Øverjordet og Erik Toft sad ude med sygdom onsdag aften, hvilket gav Marcus Midtgaard en stor chance
Opdateret 10. marts 2022 kl. 11:06
HÅNDBOLD: Det var et svækket Mors-Thy Håndbold, der var uden to store profiler i norske Sander Øverjordet og Erik Toft i nederlaget på 24-27 til Lemvig-Thyborøn onsdag aften.
En af de spillere, der fik en masse minutter i deres fravær, var Marcus Midtgaard, der havde problemer i starten af opgøret, men fik spillet sig op i anden halvleg.
- I første halvleg sidder afslutningerne der ikke helt, men det bliver heldigvis lidt bedre i anden halvleg. Selvfølgelig foretrækker vi, at alle mand er klar, så vi kan stille i stærkeste opstilling. I dag var en utrolig vigtig kamp, og vi havde håbet på, at vi kunne tage to point.
- Det er egentlig det, jeg er mest skuffet over, og så kommer ens egen indsats lidt i baggrunden, lyder det fra Marcus Midtgaard i forhold til, om han greb chancen i fraværet af de to store profiler i bagkæden.
Midtgaard forsøgte sig i alt 10 gange i opgøret, og han havde succes med at sætte den ind i netmaskerne ved fire af forsøgene, og måske skyldes den lunkne præstation et angreb, der ikke helt kunne finde melodien.
- Vi mangler flow i angrebsspillet. Det hakker lidt for meget, og vi får ikke det momentum i angrebet, der gør, at vi kommer foran i anden halvleg, og det kæmper vi lidt med, siger Marcus Midtgaard.
Kampen mod Lemvig-Thyborøn var præget af et stærkt medlevende publikum, både fra hjemmefansene, men bestemt også fra de medrejsende udefans, der havde taget den korte tur lidt længere nordpå.
- Der er god fysik på i dag, det er jo noget af det tætteste, vi kommer på et lokalbrag, og der har været mange gode opgør igennem tiden, hvilket kunne mærkes på stemningen i hallen og inde på banen. Folk går til den, ofrer alt, hvad de kan, og vil vinde for enhver pris.
Mors-Thy Håndbold - Lemvig-Thyborøn Håndbold 24-27
Stillinger undervejs: 2-1, 4-5, 8-7, 10-10, 12-12, (12-14). 13-16, 17-18, 20-20, 23-23, 24-25.
Mål, Mors-Thy: Mads Hoxer 7, Bjarke Christensen 5, Marcus Midtgaard 4, Axel Franzén 3, Emil Hansson 1, Jonas Hermannsen 1, Lasse Pedersen 1, Tim Sørensen 1, Victor Norlyk 1.
Topscorer, Lemvig: Nicolaj Spanggard 7, Jorn Smits 7.
Udvisninger: Mors-Thy 3. Lemvig-Thyborøn 4.
Tilskuere: 1476
Nederlaget lå bestemt ikke i kortene for Mors-Thy, der havde vundet seks og spillet én uafgjort ud af de seneste syv kampe i HTH Herreligaen.
- Vi synes, at det er utroligt skuffende. Lige så vel, som de mener, at de skal slå os, mener vi også, at vi bør slå dem. Hvis vi gerne vil i slutspillet, skal vi helst kunne slå Lemvig begge gange, men sådan er det desværre ikke gået. Cadeau til dem for at være gode i de to kampe mod os, men jeg håber, at vi kan rejse os i næste kamp mod GOG.
Og næste kamp er nemlig mod GOG på udebane. Fynboerne ligger solidt på ligaens førsteplads, men efter en af verdens bedste spillere, Mathias Gidsel, er ramt af en skade, har de ikke været lige så overbevisende, og måske er det Mors-Thys chance.
- Jeg mener, at vi stadig har en trup, der kan slå alle i ligaen - det synes jeg, at vi har bevist godt og grundigt. Jeg har derfor helt sikkert stor tiltro til, at vi kan tage til Gudme og lave en overraskelse. Der er andre hold, der har gjort det og været lige ved her for nylig, så det tror jeg også, at vi kan gøre, slutter Marcus Midtgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.