Mors-Thy-spiller i overraskende comeback fire måneder efter korsbåndsskade
I torsdagens udekamp mod Skjern dukkede Marcus Midtgaard pludselig op på holdkortet igen
HÅNDBOLD: Da Mors-Thy torsdag aften blev slået 25-22 i Skjern var der højst overraskende comeback til den unge bagspiller Marcus Midtgaard.
Han blev korsbåndsskadet i en træningskamp i slutningen af august og dengang lød meldingen, at han var ude i et halvt år.
- Seks måneder var i værste tilfælde, og det er heldigvis gået super godt med min genoptræning. Jeg har haft en løbende dialog med sundhedsstaben, der vurderede, at det ville være forsvarligt for mig at spille med i Skjern. Jeg mærker heller ikke noget i knæet her efter kampen, fortæller Marcus Midtgaard.
Den 21-årige Mors-Thy-spiller fik sin ligadebut for klubben tilbage i februar 2020, og der var lagt op til, at han i denne sæson for alvor skulle træde i karakter på holdet. Det har skaden indtil videre sat en stopper for.
- Det er aldrig sjovt at blive skadet - lige meget hvilken situation man står i, så på nuværende tidspunkt er jeg bare glad for at være i gang igen. Jeg tager alt den spilletid, jeg kan få, og så må vi se, hvor meget det ender med, fortæller Marcus Midtgaard.
Generelt fokuserer den unge spiller mest på den følelse, han fik med sig fra Skjern.
- Små fire måneder ude er lang tid, så det var bare rigtig dejligt at mærke følelsen af at løbe ind på banen igen, fortæller han, men lægger dog ikke skjul på, at der er en anden hal, han glæder sig mere til at løbe ind i igen.
- Det er altid fedt at spille på hjemmebane, da vi har det nok bedste publikum i Danmark, så jeg glæder mig til at spille foran dem igen. Samtidig skal vi spille nogle kampe, hvor vi håber på at få point, så det bliver super fedt at være med til, siger Marcus Midtgaard.
Mors-Thy-talentet er dog bevidst om, at han stadig har et stort stykke arbejde foran sig.
- Jeg skal sørge på at klø på til træning, så jeg kan komme tilbage i form. Jeg kunne godt mærke i kampen mod Skjern, at jeg var lidt rusten efter så længe ude, forklarer han.
Med Marcus Midtgaard har Mors-Thy næsten hele spillertruppen klar. Emil Hansson sidder dog fortsat ude, efter at han pådrog sig en skade i seneste hjemmekamp mod Aalborg Håndbold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.