Mors-Thy tabte trods storspil fra Hoxer
Mad Hoxer var kampens helt store oplevelse, da Mors-Thy tabte en tæt bronzekamp ved Santander Cup

Mads Hoxer Hangaard ses her efteri kampen mellem i kampen mellem Mors- Thy Håndbold og Bjerringbro- Silkeborg 27. marts 2022. Foto: Bente Poder
HÅNDBOLD:Bronzekampe er altid behæftet med et spørgsmål om motivation. For Mors-Thys vedkommende var der ikke skyggen af tvivl om, at motivationen var i top til kampen om tredjepladsen i Santander Cup mod Bjerringbro-Silkeborg.
Det endte med et nordvestjysk nederlag på 25-27, men Mors-Thy-spillerne solgte sig dyrt og kunne forlade Boxen med oprejste pander. Efter at have været bagud med seks mål i løbet af anden halvleg formåede Niels Agesens tropper at gøre kampen spændende mod slutningen.
Der var én altoverskyggende årsag til det comeback, der næsten blev realiseret: Mads Hoxer.
Mads Hoxer fortsatte de gode personlige takter fra lørdagens kamp, da han indledte med at score fem af Mors-Thys første otte mål. Den kommende Aalborg Håndbold-spiller gjorde nærmest, som det passede ham. Han var første halvlegs helt store oplevelse, og da MTH var ved at komme tilbage i anden halvleg var han en reel enmandshær.
Defensivt havde Mors-Thy sine udfordringer, og Rasmus Henriksen kunne lade sig udskifte efter 20 minutters spil med to redninger og en redningsprocent på 16. Navnebror Rasmus Bech kom på banen og fik lidt bedre fat.
Nu var det i stedet et helt andet problem, der meldte sig på banen for Mors-Thy. Det normalt så boldsikre hold begyndte at lave tekniske fejl på stribe. Tre tabte bolde i løbet af få minutter fik Niels Agesen op i det røde felt, som han ellers sjældent besøger.
De tekniske fejl og en pause til Mads Hoxer var de primære årsager til, at Mors-Thy måtte gå til pause bagud med 12-14 efter en ellers meget lige halvleg.
Kampen i tal
Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg 25-27 (12-14)
Stillinger undervejs: 3-3, 8-8, 10-10, 11-13, (12-14) 12-16, 13-19, 16-19, 19-21, 19-23, 22-23
Målscorere for Mors-Thy: Mads Hoxer 11, Bjarke Christensen 6, Erik Toft 3, Axel Franzen 1, Marcus Midtgaard 1, Tim Sørensen 1, Lasse Pedersen 1, Andreas Nielsen 1 mål.
Topscorere for BSH: Alexander Lynggaard 7, Nikolaj Øris 6 mål.
Udvisninger: Mors-Thy 3, BSH 2
Da anden halvleg blev sat i gang, ramte Mors-Thy igen nogle offensive udfordringer. Man var ganske enkelt ikke i stand til at flytte de store BSH-spillere, når man angreb. Derfor var det primært op til Mads Hoxer at agere dåseåbner udefra, men han skød med løst krudt.
Den udvikling gav BSH mulighed for at stikke afgørende af på måltavlen allerede tidligt i anden halvleg, men så er vi tilbage ved Mors-Thys comeback.
Det kan godt være, at Mors-Thy ikke vandt på banen, men på lægterne fik Bette Balkan og de medrejsende nordvestjyder vist, at de er danske mestre i at bakke op i en håndboldhal.
Den yderst medlevende opbakning nærmest skubbede Mors-Thy tilbage i kampen, men på kampens sidste angreb fik Sebastian Skøtt lukket og slukket med en scoring til 27-25.
I sekunderne efter kampen kunne Mads Hoxer til stående ovationer fra hele hallen modtage prisen som kampens spiller på baggrund af sine imponerende 11 scoringer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.