Mors-Thy-træner er tilfreds: - Vi har vundet de rigtige kampe
Jonas Wille er godt tilfreds med Mors-Thys start på sæsonen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:24
HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold bejlede længe til en overraskelse i fredagens udekamp mod Bjerringbro-Silkeborg (BSH), men en dårlig periode på fem minutter midtvejs i anden halvleg blev udslagsgivende for, at det alligevel ikke endte med at give et pointmæssigt udbytte.
En Mors-Thy-føring på 21-19 blev forvandlet til 25-22 til Bjerringbro-Silkeborg, og selv om nordvestjyderne kom godt igen i kampens afslutning, gav hjemmeholdet aldrig føringen fra sig igen.
- Vi havde momentum, men lavede så to eller tre meget enkle tekniske fejl, hvor vi smed boldene væk. Det blev jo ikke afgørende, for vi fik kæmpet os tilbage i kampen, men det var fem meget kostbare minutter for os, konstaterer Mors-Thy-træner Jonas Wille.
Stillinger undervejs: 3-1, 7-5, 11-8, 11-11, 14-15 (pausestilling), 18-19, 21-21, 26-23, 28-26, 31-29
Topscorere, Bjerringbro-Silkeborg: Nikolaj Øris Nielsen 6 og William Bogojevic 6,
Mål, Mors-Thy: Bjarke Christensen 7, Tim Sørensen 5, Jonas Gade Nielsen 4, Frederik Tilsted 4, Mads Hoxer 3, Sander Øverjordet 3, Jens Dolberg Plougstrup 3, Erik Toft 1, Emil Bergholt 1
Udvisninger: Bjerringbro-Silkeborg 1, Mors-Thy 1
Det var anden uge i træk, at Mors-Thy måtte se sig slået af et tophold, efter at det for en uge siden blev til et klart nederlag på hjemmebane til GOG, men Jonas Wille var godt tilfreds med indsatsen i Silkeborg.
- Det var en god præstation mod en god modstander. Vi manglede marginalerne til sidst, men spillerne fortjener ros, for de spillede en god kamp, mener træneren, der måtte stille op uden målmand Rasmus Bech.
Han pådrog sig en hjernerystelse sidste fredag mod GOG.
- Han har ikke trænet håndbold i denne uge, men han har det meget bedre, og nu kommer der også en landskamppause, så han burde være klar til næste kamp, siger Jonas Wille med henvisning til pokalkvartfinalen mod TTH Holstebro 11. november.
Mors-Thy kommer til at holde landsholdspause på Herre Håndbold Ligaens syvendeplads, og afhængigt af SønderjyskEs resultat af lørdagens kamp mod GOG kommer der til at være tre eller fire point ned til holdene udenfor den top-otte, der får adgang til slutspillet.
- For os er det vigtigste ikke, om vi lige ligger nummer to, tre, seks eller syv. Det vigtigste er afstanden ned til nummer ni, og det ser jo fornuftigt ud.
- Vi skal være godt tilfredse med både resultaterne og måden, vi har spillet på indtil videre. Vi har været meget stabile og vundet de rigtige kampe.
- Skulle det have været helt perfekt, havde vi fået et eller to point i Aalborg eller i dag i Silkeborg, men det er ikke de kampe, vi skal gøre vores arbejde i. Vi skal vinde de rette kampe, og i den henseende har vi været fejlfrie indtil videre. Det er imponerende arbejde af spillerne, siger Jonas Wille.
Mors-Thys næste opgave i Herre Håndbold Ligaen er netop mod en af konkurrenterne til en plads i slutspillet, når det 13. november gælder en hjemmekamp mod Århus Håndbold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.