Mors-Thys stjerneskud imponerede i comeback: - Det viser, hvilket niveau han har

Mads Hoxer fik begrænset spilletid i Kolding, men nåede alligevel at score seks gange

Mors-Thy-træner Niels Agesen glædede sig over pointet i Kolding. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Mors-Thy-træner Niels Agesen glædede sig over pointet i Kolding. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

HÅNDBOLD:Det er ikke uden grund, at Mads Hoxer regnes som den største profil hos Mors-Thy Håndbold.

Det beviste den unge højreback fredag aften, da han endelig kom i kamp for første gang i denne sæson. En knæskade har holdt den kommende Aalborg Håndbold-spiller ude i mere end to måneder, men det lod han sig ikke mærke af i sin comebackkamp i Kolding, som endte uafgjort 31-31.

- Han viser jo, hvad han kan, og hvilket niveau han har. Han var med på en prøve i dag, hvor han måtte spille to gange syv-otte minutter, og det siger jo en del, at han kan nå at score seks mål på den tid, siger Mors-Thy-træner Niels Agesen.

Mors-Thy var bagud i store dele af kampen, men både i første og anden halvleg var Mads Hoxer efter sine indskiftninger stærkt medvirkende til, at hjemmeholdets føringer blev indhentet. I kampens sidste angreb havde gæsterne endda chancen for at snuppe begge point

- Når man misser en mulighed til sidst, ville man jo gerne have haft de to point, men vi skal være glade for pointet, og det er vi også, siger Niels Agesen.

Det duftede nemlig ikke af nordvestjysk point, da Mors-Thy kom rigtig skidt fra start i første halvleg og hurtigt kom bagud med fem mål.

- Jeg synes, at vi spillede fint angrebsspil, men vi brændte lidt for meget, og det har jo været vores akilleshæl. Det blev for nemt for Kolding at straffe det, og det gjorde også, at vi ikke fik vores forsvar op at stå. Kasper Lindgren havde ikke trænet, inden han blev meldt klar to timer før kampstart, og selv om det ikke var hans skyld, lykkedes det os ikke at få forsvaret til at stå ordentligt, siger Niels Agesen.

Til sidst lykkedes det dog Mors-Thy at sikre et ganske vigtigt point. Det uafgjorte resultat ændrer ikke på, at Mors-Thy fortsat er næstsidst i HTH Herreligaen, men man holdt dog snor i fredagens modstandere, der kun har et point flere end Mors-Thys fem.

- Det betyder rigtig meget for os. Vi har kæmpet lidt med tingene, men vi kan se, hvad der sker, når folk er klar, og vi nu får mulighed for at få trænet og sat tingene sammen, siger Niels Agesen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.