Mourinho fejrer sig selv med pokaltatovering

José Mourinho vil med ny tatovering vise, at han som den eneste har vundet alle tre klubturneringer i Europa.

José Mourinho kysser i foråret Conference League-trofæet, som nu er den ene af tre pokaler, som portugiseren har fået tatoveret på sin højre overarm. (Arkivfoto). <i>Marko Djurica/Reuters</i>

José Mourinho kysser i foråret Conference League-trofæet, som nu er den ene af tre pokaler, som portugiseren har fået tatoveret på sin højre overarm. (Arkivfoto). Marko Djurica/Reuters

Hvis folk skulle have glemt det, så minder José Mourinho gerne hele verden om det en ekstra gang.

Som den eneste har den portugisiske fodboldtræner, der i øjeblikket er ansat i AS Roma, vundet alle tre europæiske klubturneringer - Champions League, Europa League og Conference League.

Fremover vil bedriften også kunne ses på Mourinhos overarm, hvor han har fået tatoveret tre pokaler. Pokalerne symboliserer de tre turneringer, som hans hold gennem tiden har vundet.

Mourinho fremviser sin nye tatovering søndag i et opslag på Instagram.

- Dette er min tatovering. Glæden hos det romerske folk fik mig til at få den, fortæller portugiseren.

- Så jeg tænkte på noget, der kunne være specielt, og noget, der ville hylde alle de klubber, som jeg har vundet de europæiske turneringer med.

- På samme tidspunkt ville jeg have en unik tatovering, og en som jeg indtil videre er den eneste, der kan have, lyder det fra Mourinho i opslaget på Instagram.

På hver af pokalerne er der nogle farvelagte ringe, som henviser til klubfarverne i de fire klubber - Porto, Inter, Manchester United og AS Roma - som han har ført frem til europæisk succes.

Champions League vandt Mourinho i 2004 med Porto og i 2010 med Inter.

Europa League-titlen hentede han i 2017 med Manchester United, men allerede tilbage i 2003 blev det også til en pokal med Porto, da Europas næstbedste klubturnering gik under navnet Uefa Cuppen.

I foråret vandt portugiseren så den første udgave af Conference League med AS Roma.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.