Politik

Mulige Chelsea-købere opfordres til at kontakte regeringen

Chelsea-interesserede skal afgive deres bud til Storbritanniens regering. En britisk ejendomsudvikler nævnes.

Den britiske ejendomsudvikler Nick Candy (i midten) er angiveligt interesseret i at købe Chelsea. Her ses han sammen med sin hustru, den australske skuespiller Holly Valance, og den britiske prins Charles til et arrangement i 2015.
Den britiske ejendomsudvikler Nick Candy (i midten) er angiveligt interesseret i at købe Chelsea. Her ses han sammen med sin hustru, den australske skuespiller Holly Valance, og den britiske prins Charles til et arrangement i 2015. Leon Neal/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 04:32

Enhver, der måtte være interesseret i at købe fodboldklubben Chelsea, kan komme med et bud til den britiske regering.

Det oplyser regeringen fredag, efter at den torsdag indførte sanktioner mod Chelseas russiske ejer, Roman Abramovich, som følge af den russiske invasion af Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Regeringen meddelte torsdag, at Abramovichs værdier er blevet indefrosset. Det betyder, at han hverken må rejse ind i Storbritannien eller gennemføre handler i landet.

Dermed satte sanktionerne også et stop for Abramovichs planlagte salg af London-klubben. Et salg, som den russiske milliardær havde forventet ville indbringe mere end tre milliarder pund - over 26 milliarder kroner.

Chelsea kontrolleres nu reelt set af den britiske regering og er underlagt strenge betingelser. Disse forhindrer blandt andet transferaftaler og nye billetsalg og har sågar tvunget klubben til at lukke for sit salg af merchandise.

- Som licensbetingelserne er i dag, vil salget (af klubben, red.) ikke være tilladt, siger den britiske teknologiminister, Chris Philip, til Sky News fredag.

- Men hvis en køber dukker op, vil det være tilladt for denne køber eller for den pågældende fodboldklub at henvende sig til regeringen og bede om, at betingelserne bliver ændret på en måde, som muliggør salget, tilføjer han.

Den britiske ejendomsudvikler Nick Candy er fortsat interesseret i at afgive et bud. Det oplyser en talsmand for Candy i en udtalelse ifølge Reuters.

Flere britiske medier skriver fredag, at adskillige af Chelseas konti og kreditkort er blevet midlertidigt lukket som følge af sanktionerne mod Roman Abramovich.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Oplysningen er ikke bekræftet fra officielt hold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden