Håndbold

Nu er der nyt om Aalborg-spiller: Dette stof er fundet i hans krop

Portugisers positive prøve er afleveret for mere end et år siden, og nu er der kommet nye detaljer

Miguel Martins er indtil videre suspenderet fra al håndbold.
Miguel Martins er indtil videre suspenderet fra al håndbold. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret 17. januar 2025 kl. 09:05

Det kom som et chok for alle omkring Aalborg Håndbolds Miguel Martins, da spilleren mandag aften fik besked om, at han var testet positiv for doping. 

På det tidspunkt befandt playmakeren sig i den portugisiske VM-lejr, hvor han et blot døgn senere skulle have været i ilden i landets åbningskamp mod USA. Med et trylleslag blev tæppet revet væk under Miguel Martins, der med øjeblikkelig virkning blev suspenderet fra al håndbold.

Chokket blev siden tilsat et stor portion forundring og mystik, da det viste sig, at den positive prøve var afleveret for godt et år siden - 13. januar 2024 - i forbindelse med Portugals deltagelse i EM-slutrunden. På dette tidspunkt var Miguel Martins på kontrakt hos den ungarske klub Pick Szeged.

Virker underligt

Det store spørgsmål er nu, hvorfor der skulle gå 12 måneder, før den nuværende Aalborg-spiller fik besked om, at den gamle prøve var positiv?

Aalborg Håndbolds direktør er i fuld gang med at indsamle information om den positive dopingprøve. Arkivfoto: Henrik Bo

- Vi er selvfølgelig i dialog med Miguel og forsøger at få indsamlet nogle flere informationer - for at finde ud af, hvad der er op og ned. For lige nu virker det hele meget underligt, siger Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.

Torsdag eftermiddag kastede The International Testing Agency (ITA) mere lys over sagen, da de i en pressemeddelelse fortalte, at de i samarbejde med Det internationale håndboldforbund (IHF) står bag dopingfundet. 

Heraf fremgår det også, at der er fundet spor af udefrakommende testosteron i blodet hos Miguel Martins. Den slags fund af anabolske steroider ses der ikke med milde øjne på hos antidopingmyndighederne, og straffen udmåles derfor oftere i år end i måneder.

Ser sort ud

Portugiseren har bedt om at få analyseret den såkaldte B-prøve, men det er ekstremt sjældent, at denne afviger fra A-prøven. Og selv hvis det skulle være tilfældet denne gang, vil sagsbehandlingstiden på cirka tre uger betyde, at Miguel Martins ikke er til rådighed for Aalborg Håndbold, når Herreligaen i starten af februar starter igen.

Så længe spilleren er suspenderet, må han end ikke træne med Aalborg Håndbold.

- Lige umiddelbart ser det desværre lidt sort ud, erkender Jan Larsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden