AaB

Én god kamp var nok: Lucas Andersen glæder sig over at være tilbage på landsholdet

Danmark må vinke farvel til syv spillere til kampen mod Sverige, og det har givet plads til en AaB’er

Fredag kunne Lucas Andersen juble over en AaB-sejr i Randers. Og søndag kunne han så glæde sig igen, da han blev efterudtaget til det danske landshold. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fredag kunne Lucas Andersen juble over en AaB-sejr i Randers. Og søndag kunne han så glæde sig igen, da han blev efterudtaget til det danske landshold. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Søndag formiddag gik Lucas Andersen rundt i huset i Aalborg og nød en fridag fra træningen på Hornevej. Og så kom der et opkald fra landstræner Kasper Hjulmand. AaB-spilleren er blevet efterudtaget til foreløbigt landskampen mod Sverige, fordi det danske landshold i dén grad er blevet ramt af coronakaos.

- Det er et par timer siden, jeg fik opkaldet. Så det er bare rigtig dejligt, lød det fra Lucas Andersen, da NORDJYSKE fangede ham søndag eftermiddag.

Og allerede mandag morgen sætter han kursen mod København og træningen frem mod onsdagens landskamp.

Årsagen er, at England har hårde restriktioner mod Danmark på grund af den muterede coronavirus Cluster 5, og derfor vil klubberne ikke lade spillerne rejse hjem til Danmark, da de i så fald skal i 14 dages karantæne, når de vender retur til England.

Det drejer sig om Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Pierre-Emile Højbjerg.

Og dermed er der altså blevet plads til Lucas Andersen, der da også var en af AaB’s bedste, da AaB fredag aften vandt med 2-1 i Randers.

- Jeg føler også selv, at det var den bedste kamp for mig siden pokalfinalen. Jeg havde nogle af de her individuelle aktioner, der lykkedes, og så havde jeg også mange gode defensive løb. Så det var klart den kamp, hvor jeg har haft den bedste følelse siden min pause, siger AaB-spilleren.

Han har ikke lagt skjul på, at han drømmer om at få en plads i den danske EM-trup til den slutrunde, der nu er skubbet til den kommende sommer.

- Det har jeg sagt nærmest siden, jeg kom tilbage til AaB. Og nu er det bare virkelig lækkert, at jeg bliver belønnet for de mange timer, jeg har brugt på genoptræning siden pokalfinalen. Og nu får jeg muligheden for at vise mig frem for landstræneren på et vigtigt tidspunkt, siger han.

I alt ni nye spillere er udtaget til kampen mod Sverige. Derefter møder Danmark Island og Belgien - og i hvert fald kan spillerne fra England være med i den sidste, fordi Belgien ikke er underlagt samme skrappe restriktioner fra engelsk side.

- Vi stiller altid med vores stærkest mulige landshold. Hvis ikke situationen bliver løst, glæder vi os til at se andre gode spillere i aktion i testkampen mod Sverige på onsdag, som vi lige meget, hvad der sker, glæder os til at spille og forsøge at vinde. Det er altafgørende, at vi kan stille med vores absolut stærkeste landshold i de afgørende Nations League-kampe mod Island og Belgien, siger landstræner Kasper Hjulmand til dbu.dk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.