tennis

Nadal nedtoner betydning af antal grand slam-titler

Rafael Nadal ændrede strategi undervejs i Australian Open-finale og droppede de lange dueller og vandt titlen.

TENNIS-AUS-OPEN-TROPHY
TENNIS-AUS-OPEN-TROPHY William West/Ritzau Scanpix

En grand slam-triumf mere eller mindre end Roger Federer og Novak Djokovic betyder ikke det store.

Det siger Rafael Nadal ovenpå søndagens Australian Open-triumf, hvor han nåede op på 21 grand slam-titler med sejr over russeren Daniil Medvedev.

Spanieren er bare glad for at være en del af æraen med tenniskollegerne Federer og Djokovic.

- I sidste ende er det kun en leg, og på nogle måder har vi opnået mere, end vi nogensinde drømte om, da vi var børn.

- Det betyder ikke så meget, hvis en slutter med 21, en anden med 20 og en tredje med 23, siger Nadal ifølge Reuters.

35-årige Nadal trak sig sidste år fra Wimbledon, OL i Tokyo og US Open på grund af en skade. Derfor havde han ikke regnet med at vinde Australian Open og overgå sine største rivaler.

- Jeg synes, vi har gjort mange vigtige ting for vores sport, og vi har indfriet vores drømme, og vi nyder det.

- Jeg føler mig heldig at være en del af denne æra, der har været meget speciel for vores sport, siger Nadal.

I søndagens finale så det længe heller ikke ud til, at Nadal ville vinde.

Da det så værst ud for Rafael Nadal, var spanieren nede med to sæt og bagud 2-3 og 0-40 i tredje sæt.

Nadal havde tabt mange af de lange dueller i de første par sæt, og han ændrede derfor taktik og forsøgte at afgøre duellerne hurtigere og var mere aggressiv i sine slag.

Slagudvekslingerne blev ifølge ATP målt til at blive kortere og kortere, jo længere kampen skred frem.

I de to første sæt var pointene i gennemsnit 6,27 slag og 6,83 slag lange. Det var tilsyneladende til Medvedevs fordel.

I tredje sæt begyndte Nadal at ændre strategien og nåede ned på 5,56 slag i snit.

Og slagudvekslingerne blev ved med at falde til 5,03 slag i fjerde sæt og 4,31 slag i femte sæt. Det viste sig at være til Nadals fordel og en af nøglerne til triumfen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden